Julens billigeste lån

Det er masser af penge at spare, hvis du skal på lånemarkedet for at få råd til julegaver. Se dig for, før du låner - og spar flere tusinde kroner



Mange danskere må igen i år låne, for at få råd til de rigtige gaver. (Foto: Colourbox)
Mange danskere må igen i år låne, for at få råd til de rigtige gaver. (Foto: Colourbox)

Vil du helst låne 10.000 gratis, eller vil du hellere betale 2000 kroner for det?

Dumt spørgsmål, tænker du. Men mange hopper på låneudbydernes tilbud om hurtige penge til julegaver uden at se sig for, og det kan blive en dyr fornøjelse.

Mybanker.dk har for Ekstra Bladet gennemgået en lang række forbrugslån og -kreditter på markedet. Resultatet viser, at der er skræmmende stor forskel på, hvor meget du bliver opkrævet for at låne hos selskaberne.

Låner du 5000 kroner hos den billigste låneudbyder, VEKO, får du lånet gratis -ja, faktisk får du 17 kroner af VEKO, for de giver en rabat på 500 kroner, som mere end dækker de 483 kroner, som du egentlig skulle betale i renter og gebyrer. Hos Post Danmark, som står bag Danmarks dyreste lånetype, skal du til gengæld betale hele 1232 kroner for lånet.

Spar 2000 kroner
Endnu værre ser det ud, hvis du vil låne 10.000 kroner. Her er VEKO igen billigst og giver dig 178 kroner tilbage, mens Post Danmark atter er dyrest, da de kræver hele 1845 kroner for at låne dig pengene et år. Du kan altså spare over 2000 kroner, hvis du vælger at låne hos den billigste frem for den dyreste.

- Det viser, at man skal passe rigtig meget på. Det er et marked med ekstremt store prisforskelle. Så man skal se sig for, før man låner eller får kredit, siger økonom i Forbrugerrådet Troels Holmberg.

Han understreger, at man skal have flere ting for øje, hvis man får kredit i en butik frem for at låne i banken:

- Hvis pengene er bundet til at købe et bestemt sted, skal man både holde øje med prisen på lånet og prisen på varen. For det nytter jo ikke noget at få billigt lån, hvis varen så er dyrere end alle andre steder, siger han.

Bank ikke altid bedst
Som det fremgår af oversigten her på siderne, er det dog bestemt ikke altid den bedste løsning at gå i banken:

- Bankerne kan snildt være langt dyrere end finansieringsselskaberne, og mange har faktisk store oprettelsesgebyrer på mellem 1000-1500 kroner, fortæller Elisabeth Arendt, partner i Mybanker.dk og forklarer, at Post Danmark med Express Bank bag sig har det dyreste lån. Jyske Bank er andendyrest ved lån på 5000 kroner.

Men nogle banker ligger også i den gode ende. I Danske Bank koster et såkaldt '24-7'-lån på 5000 kroner kun 178 kroner i renter og gebyrer, mens Jyske Bank ribber dig for over 1000 kroner, for at du kan få lov at låne pengene hos dem.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere