Huspriserne bliver ved at dykke

Frit fald: Villaer og lejligheder kan blive 20 procent billigere inden 2010

Starten af 90’erne er kendt for grydefrisurer, techno-musik og EM-fodbold med ’huttilihut’. Og det var dengang, en dansk familie kunne købe bolig for det dobbelte af deres indkomst.

De sidste par år har boligprisen været oppe på tre eller fire gange familiens årlige indkomst. Men med finanskrisen tør danskerne ikke længere sætte sig dyrt i mursten, og derfor er vi på vej tilbage til 90’erne.

Priserne er allerede styrtet voldsomt nedad, og vil de falde op mod en femtedel mere frem mod 2010, siger Saxo Banks cheføkonom David Karsbøl.

- Vi har set bankerne stramme ganske gevaldigt på kreditten, og der er ingen, der tør satse på boligmarkedet lige nu. Og vigtigst, så kommer arbejdsløsheden til at stige betragteligt de næste to år, så antallet af tvangsauktioner vil også stige, siger han.

Regionale forskelle
Nedturen betyder altså, at du for hver femmer, en bolig koster i dag, slipper med ned til fire kroner, hvis du først køber i år 2010.

Hos Nybolig og BRFkredit mener de dog, at faldet ’kun’ bliver på fem-ti procent over det næste års tid. Til gengæld vil der være stor forskel på, hvor hårdt danskerne bliver ramt.

- De fem-ti procent er på landsplan, og vi oplever meget store regionale forskelle. Ude i nogle provinsbyer er der eksempelvis fortsat vækst i priserne, siger BRFkredits cheføkonom Ulrikke Ekelund.

Lavere rente fremover
Som Ekstra Bladet skrev lørdag, har den stigende rente indtil videre slugt alle de penge, der er at spare på de faldende huspriser. Men der er udsigt til en lavere rente fremover.

- Hvis både renten og priserne vender pilen nedad, bliver det klart billigere. Der skal ikke så meget nedsættelse af renten til, før det bliver billigere at købe. Og en lavere rente vil også ramme de eksisterende boligejere positivt, siger Ulrikke Ekelund.

Lavere rente vil også ramme de eksisterende boligejere positivt

1 af 4 Lejlighed i København. Pris 2008: 1.948.000. kr. Pris 2010: 1.558.000 kr.
2 af 4 Hus i Lejre. Pris 2008: 1.695.000 kr. Pris 2010: 1.356.000 kr.
3 af 4 Hus i Faaborg: Pris 2008: 820.000 kr. Pris 2010: 656.000 kr.
4 af 4 Hus i Århus: Pris 2008: 2.899.000 kr. Pris 2010: 2.319.000 kr.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere