Dykkerdrømme druknet i konkurs

Rikke havde gavekort til 3500 kroners dykkerudstyr, da sælgeren pludselig gik ned

Rikke Houmøller kunne vinke farvel til sit gavekort på 3500 kroner til en dykkerbutik, da den gik konkurs. (Foto: Mads Winther)
Rikke Houmøller kunne vinke farvel til sit gavekort på 3500 kroner til en dykkerbutik, da den gik konkurs. (Foto: Mads Winther)

Der er lagt op til den store badeferie, da Rikke Houmøller til sin fødselsdag får et gavekort til både dykkerdragt, dykkerhandsker og tilhørende støvler. Værdi: 3500 kroner.

Forinden har hun taget dykkercertifikat gennem Marina Dyk og allerede dykket flere gange i Øresund i en lejet dragt. Nu står den 33-årige farmakonom hjemme i stuen i Kastrup iført sit nye udstyr - hendes helt eget. Men dykkerdragten er et par numre for stor, så hun må bede butikken om at bestille en anden hjem. Og snart efter forsvinder alle dykkerdrømme som et ekkolod i dybet.

Var gået konkurs
- Jeg ringede til dem for at få at vide, hvor min dragt blev af. Men jeg kunne ikke få fat i dem. Da jeg kørte forbi butikken, var der rimelig sort derinde, fortæller Rikke.

- Så gik det op for mig, at de var gået konkurs. Jeg tænkte 'fuck, jeg står med de her gavekort'. Jeg vidste godt, at det er de store investorer, der får først.

Ganske rigtigt får Rikke ikke andet ud af sit krav til butikken end et langt brev: Der er hverken penge eller dykkerdragt i sigte. Gavekortet fra hele familien er gået til spilde. Og det, selv om Rikke oven i købet kender Marina Dyks indehaver ganske godt privat.

- Jeg blev da sur over, at han ikke sagde, han snart gik konkurs. Han virkede ligeglad, og det har han også retmæssigt lov til, men det pisser mig i den grad af, at han kan drive en anden dykkerbutik ved siden af og ikke hæfte for noget, siger Rikke Houmøller.

I dag har hun mere tiltro til større kæder af butikker - og hun vil hellere give penge i hånden end et gavekort. Dykkerlysten er også i lavvande.

- Jeg bliver lidt hæmmet af, at jeg skal ud og leje tingene igen. Det er fire til seks gange, jeg skal leje udstyr, før det svarer til prisen på en dragt, slutter Rikke Houmøller.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere