Rentekrig forgylder dig

Renteniveauet er historisk lavt, og hvis du får under seks procent i rente på din opsparing, så er det en god forretning at skifte bank

Med en opsparing på 100.000 kan du tjene 6.000 kroner bare ved at skifte til en bank med højere indlånsrente. (Foto: Colourbox)
Med en opsparing på 100.000 kan du tjene 6.000 kroner bare ved at skifte til en bank med højere indlånsrente. (Foto: Colourbox)

Bankerne er så desperate efter penge, at de er klar til at forgylde dig, hvis du sætter din sparepenge på en højrentekonto. Helt op til 6,55 procent kan du få på en højrentekonto, hvis du sætter eksempelvis 100.000 kroner i banken. Og der er lignende super-renter ved andre beløb.

Det viser et banktjek, som Ekstra Bladet har foretaget med hjælp fra Mybanker.dk.

Den store vinder er FIH Erhvervsbank, der scorer højest rente på alle tre indskud, som er henholdsvis 50.000, 100.000 og 250.000 kroner. Den islandske bank bliver dog åndet i nakken af blandt andet Sparbank, Sparekassen Østjylland og Nykredit Bank. Alle har de renter på over seks procent.

– Det er historisk høje renter lige nu. For to år siden lå indlånsrenten på to procent, men nu er den meget højere, siger John Norden, direktør i Mybanker.dk.

– Så det handler om at gå efter den højeste rente. Det er sikrere end at investere, og der er heller ingen risiko forbundet ved at sætte sine penge i banken efter regeringens redningspakke, siger han.

Tjen 6000 kroner
De høje indlånsrenter står i grel modsætning til det, du får, hvis du blot lader din lønkonto bugne eller af gammel vane blot har ladet din gamle opsparingskonto passe sig selv. Dårlige opsparingskonti kan ifølge John Norden ligge helt nede på en procent, og den typiske lønkonto kan ligge på sølle 0,5 procent i rente.

Med et indestående på 100.000 får du altså 6550 kroner i rente om året på den bedste højrentekonto mod 500 kroner på en almindelig lønkonto eller 1000 kroner på en dårlig opsparing. Det vil sige, at du kan tjene lige over 6000 kroner om året ved at skifte bank eller blot konto.

– Der er stadig mange kunder som ikke får det optimale ud af de penge, de har stående. De er simpelthen ikke opmærksomme på, at de kan få en langt bedre rente, siger John Norden.


0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere