F1-lånere kan (måske) snart sove trygt om natten

KLUMME: ekstrabladet.dk's ekspert i privatøkonomi giver gode råd om økonomi og deler ud af sine erfaringer

Boligejeres drøm eller mareridt: Alle venter på afgørelsen af regeringens redningspakke for F1-lånene, og imens ulmer uroen om de omstridste F1-lån. (Foto: Colourbox)
Boligejeres drøm eller mareridt: Alle venter på afgørelsen af regeringens redningspakke for F1-lånene, og imens ulmer uroen om de omstridste F1-lån. (Foto: Colourbox)

Danskernes yndlingslån F1 er et emne, der igen og igen dukker op og truer både dig som låntager, kreditforeninger, banker og hele landets sikkerhed.

Den sidste tid har vi oplevet, at ratingbureauerne igen sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden ved F1-lånene, og en intern krig mellem banker og kreditforeninger om at kapre kunder er begyndt - stærkt anført af Jyske Bank.

Nu kommer regeringen på banen med en redningsplan, men får den nogen betydning for låntagerne og bankerne, eller er den mest for at lukke munden på ratingbureauerne?

Hvad betyder lovindgrebet? At kreditforeningerne ikke kan finde købere til obligationerne, når der skal refinansieres, tvangsomlægges de 'gamle' obligationer, og løbetiden forlænges, så den svarer til lånets løbetid. Og at obligationerne bliver tvangsomlagt, hvis renten stiger fem procentpoint eller mere under en auktion.

Det bliver konsekvensen forlånerne
For dig med F1-lån: Du får en roligere nattesøvn - intet tyder på, at F1-lånene forsvinder fra hylderne. Cirka 27 procent af alle kreditforeningslån i Danmark er F1-lån, og derfor får det betydning for mange.

En af grundene til, at der er så meget uro om F1-lånene, er, at ratingbureauerne er bange for, at det ikke vil være muligt at kunne gennemføre refinansieringen en gang om året - altså at finde købere, når lånet skal refinansieres. Skulle det blive en realitet, vil det ikke for dig få de store konsekvenser - for dig betyder det, at dit lån bliver baseret på lange obligationer i stedet for korte obligationer, og det samme vil ske, hvis renten stiger voldsomt under auktionen.

Til gengæld er det uklart, hvad der sker med renten, når/hvis denne tvangsomlægning finder sted. Bliver det den samme lave rente som på F1-lånet med korte obligationer, eller stiger renten?

Du er som låntager interesseret i, at den lave F1-rente fortsætter, men for investor er det ikke interessant pludselig at stå med f.eks. 20-årige obligationer, der forrentes med under 1 procent.

Sådan bliver lånet indfriet
Lån med variabel renten er inkonvertibelt - det betyder, at du skal ud at købe den bagvedliggende obligation til dagsprisen, som kan være over kurs 100. Et fastforrentet lån kan altid indfries til kurs 100.

I det daglige vil denne redningsplan ikke få nogen konsekvenser for F1-lånerne. Det vil kun være, hvis vi igen kommer ud i en finansiel krise, at denne plan kan komme på tale.

Det bliver konsekvensen for investorerne
Det vil være investorerne, der får den største ulempe ved dette forslag. Hvis kreditforeningen ikke er i stand til at finde en køber til obligationerne, når du skal refinansiere, så bliver de obligationer, der ligger til grund for dit lån, tvangsomlagt og løbetiden forlænget, så den matcher den oprindelige løbetid, og den 'gamle' investor bliver tvunget til at beholde de obligationer, som vedkommende egentlig forventede skulle sælges.

For investor betyder det, at vedkommende fra at have obligationer med kort løbetid med ét får obligationer med lang løbetid - det er ikke en morsom situation for investorerne, som f.eks. er pensionsselskaberne.

Kreditforeninger og bankerne
Kreditforeningerne er blevet presset af ratingbureauerne til at få skiftet F1-lånene ud med mere sikre lån, så umiddelbart skulle man forvente, at de er glade.

Den sidste tids interne slagsmål mellem bankerne, hvor Jyske Bank, Realkredit Danmark og Nordea hver især har lanceret deres egne produkter til at overtage F1-lånene, betyder selvfølgelig, at de ikke synes om redningsplanen, fordi den vil ødelægge deres markedsføringsplan og muligheden for at konvertere variable lån til fastforrentede lån - og dermed mister de også mulighed for stor indtægt som følge af konverteringen.

Alle venter på, hvad ratingbureauerne mener om redningsplanken, og før vi ved det, ved vi heller ikke, om der kan blive stilhed om F1-lånet, og du kan få din nattesøvn tilbage.

Læs mere på Lone Eriksens blog www.styrpaapenge.dk

[[[

Ekstra Bladets ekspert i privatøkonomi

Lone Eriksen rådgiver til daglig private og iværksættere om økonomi og forretningsudvikling i sit eget firma, Styr på Penge.

Hun er uddannet i en bank og har arbejdet i filialnettet i 14 år, hvorefter hun i 7 år var uddannelseskonsulent og projektleder i BG Bank. Samtidig tog hun en uddannelse indenfor NLP.

Fra 2001 til 2007 var Lone Eriksen selvstændig coach, underviser og rådgiver, hvor hun arbejdede med lederudvikling, personlig udvikling og var mentor for mennesker, der af den ene eller den anden grund skulle finde nyt job. Desuden har hun været ansat hos EDC mæglerne som aut. vurderingskvinde og låneformidler for BRF kredit.

Lone er gift på 29. år og er mor til 2 drenge på 24 og 20 år.

Lone blev selvstændig rådgiver for private, da den såkaldte finanskrise startede, og hun blev en af dem, der skulle formidle kreditforeninger og bankers brutale omskiften over for den almindelige kunde. Fra den ene dag til den anden var det pludseligt umuligt at få hjælp til sin økonomi som privatperson.

Som privatrådgiver har hun opdaget, at det der fylder mest i danskernes bevidsthed er alt det, som de ikke får del i. Derfor er hendes fokus på den mentale økonomi – altså det, du tænker og føler om penge og økonomi.

Lone giver dig gode råd til, hvordan du kan komme videre i dit liv når det drejer sig om penge og økonomi.

]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere