Fem tips til at shoppe julegaver på nettet

Du skal se dig godt for, inden du klikker 'køb', når du handler på nettet

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Der er ofte både voldsom trængsel og alarm i butikkerne op til jul, og det er en af grundene til, at mange danskere vælger at købe en del af julegaverne på nettet.

Epinion har lavet en rundspørge for Dansk Forening for Internethandel, og den viser, at 36 procent af de adspurgte har planer om at købe gaver på nettet i år. 39 procent svarede, at de ikke ved, om de vil bruge internettet i jagten på julegaverne.

Knap halvdelen af de mennesker, Epinion har spurgt, fortæller, at de sparer tid på at købe gaver online, mens omtrent en ud af tre begrunder det med, at de sparer penge, eller at de slipper for trængslen i butikkerne.

Læs også: Fem bomber under din økonomi i 2014

Griber du nethandlen rigtigt an, kan det være en rigtig god idé for dig, som ikke har lyst til at stå i lange køer op til jul.

Her kan du læse om fem tips til at købe gaver på internettet.

Tjek priserne
Der kan være mange penge at spare, hvis du tjekker priserne i forskellige netbutikker, inden du køber julegaverne. Det kan du enten gøre ved at lede på forskellige hjemmesider, eller du kan bruge en af de mange hjemmesider, som sammenligner priser.

Du kan blandt andet bruge Pricerunner, Kelkoo eller Opaldo til at undersøge, hvor du kan købe den billigste lampe eller skoletaske, som skal under juletræet.

Kend returreglerne
Hvis trøjen til din moster eller fiskestangen til din bror ikke rammer plet, skal gaven nok byttes, og derfor er det en rigtig god idé, at du sender dig ind i returreglerne, inden du køber en gave på internettet.

Køber du gaven i en dansk netbutik, har du mindst to ugers returret, mens den kun lyder på en uge, hvis du har købt en gave i en onlinebutik, som ligger i et andet land i EU.

Uden for EU er der ingen regulering på netbutikkernes fortrydelsesret, så i de tilfælde skal du læse butikkens salgsbetingelser, inden du betaler for varen. Husk også, at hvis du køber en gave uden for EU, kan du i nogle tilfælde komme til at betale moms og told, når pakken ankommer med posten.

Du kan læse mere om reglerne for told og moms hos Skat.

Brug kreditkort
Når du skal betale for julegaverne på internettet, er du bedst tjent med at bruge dit Visa/Dankort eller et andet kreditkort til at betale med, skriver DR i en guide til e-handel.

Gør du det, kan banken nemlig hjælpe dig med at trække betalingen tilbage, hvis du ikke modtager det, du har bestilt, eller der er noget andet i handlen, som går galt.

Læs også: Vind stort økonomitjek til 20.000 kroner

Du skal heller aldrig opgive dit kontonummer på en hjemmeside. Brug i stedet dit kortnummer, for så er du mindre sårbar over for svindel.

Kig efter e-mærket
Når du handler i danske netbutikker, kan du kigge efter e-mærket, der er en mærkningsordning for netbutikkerne. Det viser, at netbutikken lever op til gældende lovgivning, og den har også lavet en række tiltag for at beskytte forbrugernes sikkerhed.

Hold øje med det ekstra 's'
Når du skal indtaste personlige oplysninger eller betalingsoplysninger i netbutikken, skal du holde øje med, at der er et ekstra 's' i adresselinjen på browseren, så adressen starter med 'https', skriver TDC i sine råd til sikker e-handel.

S'et står nemlig for sikkerhed, og det giver dig et ekstra lag af sikkerhed, når du indtaster de følsomme oplysninger, så andre ikke kan kopiere dem, når du udleverer dem til butikken.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere