Sådan sikrer du dig mod stormen

I morgen rammes Danmark af en ny storm, der til forskel fra rekordstormen i oktober kan hærge i timevis. Her er en guide til, hvordan du kommer bedst igennem stormen

28. oktober ramte den første efterårsstorm Danmark. I Aabenraa betød det blandt andet væltede stilladser (Foto: Claus Bonnerup)
28. oktober ramte den første efterårsstorm Danmark. I Aabenraa betød det blandt andet væltede stilladser (Foto: Claus Bonnerup)

Hvad gør du for at sikre dig mod stormen? Send dine billeder til Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Hold på hat og briller: Stormen er på vej, og skal man tro på prognoserne, kan den overgå oktoberstormen, der lagde landet øde, rev tage af indkøbscentre og var skyld i tre dødsfald.

Derfor har Ekstra Bladet samlet et par gode råd, så du kan komme helskindet gennem stormen, der rammer Danmark i løbet af torsdagen.



Beredsskabsforbundet fokuserer især på havetrampolinerne, der, hvis de bliver hvirvlet op i luften, kan blive dødsensfarlige.

- Hvert år ser vi desværre personulykker forårsaget af flyvende havetrampoliner, og samtidig kan de forvolde store materielle skader, siger Mads Jakobsen, presse- og kommunikationschef i Beredskabsforbundet.

Det bedste råd fra Beredskabsforbundet er derfor, at trampolinerne pakkes helt sammen og stilles i garagen eller i kælderen.

Trampolinerne er selvfølgelig ikke den eneste ting, der skal sikres. Læs alle de gode råd nedenfor:

Fem gode råd
Her er Beredsskabsforbundets fem gode råd til, hvad du skal gøre, inden stormen rammer

1. Lyt til storm- og orkanvarsler i pressen og følg anvisningerne.

2. Sørg for, at tage og bygninger er ordentligt vedligeholdte.

3. Fæld gamle og udgåede træer, der kan ramme huset, hvis de vælter.

4. Fjern alle løse genstande fra have og terrasse og fastgør hegn og lignende omkring huset.

5. Luk alle døre og vinduer forsvarligt.

Se også: Stormen kan ramme tidligere end ventet

Flyt bilen

Hos boligejernes videnscenter Bolius har de også samlet en række gode råd, der kan hjælpe dig med at komme bedst muligt igennem stormen.

1. Stil løse ting i læ. Sæt grill, haveredskaber, havemøbler, tomme regnvandstønder, fritstående fuglefoderhuse og andre løse ting ind i skuret eller et andet sikkert sted. Rul markiser ind.

2. Gør trampolinen stormsikker. Skil trampolinen ad og stil den ind i skuret eller kælderen. Hvis du lader trampolinen stå udenfor, er der risiko for, at den flyver, men følgende ting kan mindske risikoen for det. Brug et stormsikringssæt, hvor du skruer 4 kraftige spiralkroge ned i jorden og fastgør trampolinen med medfølgende nylonbånd.. Undgå også en flyvende trampolin ved at stille den i læ, fjerne trampolindugen, vende trampolinen om og lægge noget tungt ovenpå den, eller læg noget tungt over dens ben.

3. Gør dit hegn sikkert. En storm kan blæse et løst hegn, stakit eller plankeværk omkuld. Skru 2 skråstivere – store brædder eller lignende - fast i stolperne, placér dem skråt fra stolpen og bank dem ned mod jorden. Spænd eller søm selve hegnet bedre fast eller afmontér evt. det, der ikke sidder ordentligt fast. Senere bør du gøre hegnet stormsikkert ved fx at udskifte stolper med råd.

4. Luk samtlige døre og vinduer helt til – også i skuret. Stormen kan let få åbne vinduer til at smække voldsomt eller ’fange’ vinden. Det kan smadre dem og forårsage skader på andre bygningsdele.

5. Tjek taget. Tjek, at antenne, parabol, vindskeder, sternbrædder og tagsten sidder ordentligt fast. Kan du ikke efterse taget indvendigt, så kig på taget og se, om alle sten eller plader ligger på linje. Er det ikke tilfældet, er de ’skæve’ plader eller sten sikkert gået løs og skal skiftes eller gøres fast. Det kan en tømrer eller en murer hjælpe dig med.

6. Fjern grene og træer. Gennemgå træer nær boligen og fjern grene, der kan gøre skade, hvis de knækker. Fæld evt. enkelte træer, hvis de står ret op ad huset - især, hvis der er råddenskab at spore i stammen.

7. Flyt bilen, så den står langt fra større træer. Stil den heller ikke tæt på huset, hvor tagsten kan falde ned og forårsage store skader.

8. Pas på vand. Kontrollér, at alle nedløbsrør sidder ordentlig fast. Fjern blade og skidt fra tagrender og nedløbsbrønde, så evt. ekstra nedbør kan komme væk fra huset. Hav en presenning og et par spande klar, så du kan dække af og mindske skaden inde i loftrummet, hvis stormen skulle rive hul i taget.

9. Hav afspærringsbånd, store spande med sand eller andre redskaber klar, så du kan lave en sikker afspærring, hvis du før eller under stormen bliver nødt til at advare forbipasserende om risikoen for nedfaldne tagsten.

Se også: Så voldsom bliver stormen

Hvad gør du for at sikre dig mod stormen? Send dine billeder til Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

1 af 2 I Fredericia røg taget af en carport 28. oktober på grund af stormen (Læserfoto)
2 af 2 28. oktober ramte den første efterårsstorm Danmark. I Aabenraa betød det blandt andet væltede stilladser (Foto: Claus Bonnerup)
0 kommentarer
Vis kommentarer