E-mærket: 750 danske netbutikker er fup

Netværk af udenlandske netbutikker tilbyder kendte mærkevarer til meget lave priser. Men det er fup og svindel, siger direktør i e-mærket

Arkivfoto: Demotix
Arkivfoto: Demotix

Hvis et tilbud umiddelbart virker for godt til at være sandt, så er det formentlig fordi det er for godt til at være sandt.

Det er masser af svindel i internet-handel, oplyser e-mærket, hvis formål det er at gøre nettet til et sikkert sted at handle.

Den danske non-profit organisation skriver i dag, at deres undersøgelse viser, at der er mindst 755 butikker på nettet, som er det rene fup.

De skriver, at antallet af fupbutikker 'er rystende' og lancerer en søgetjeneste, der skal gøre det muligt for forbrugerne at tjekke mistænkelige butikker.

- Vores undersøgelse viser, at der lige nu er mindst 755 butikker på nettet, der forsøger at sælge kendte mærkevarer til danske forbrugere under dække af at være ægte. Det er vores klare formodning, at der er flere fupbutikker, som endnu ikke er opdaget. Fælles for dem alle er, at de sælger populære produkter som tøj, sko, tasker, solbriller og smykker fra mærker som Nike, Burberry, Mulberry, Marc Jacobs og Ralph Lauren, siger Lars Schmidt Larsen, der er direktør hos e-mærket.

Han fremhæver, at nogle af butikkerne er så dygtige, at selv erfarne nethandlende risikerer at blive snydt.

Det kan være svært at vide, om netbutikken du handler med har rent mel i posen. For svindlerne er blevet meget dygtige. En af de forbrugere der er blevet snydt er tidligere it-chef Hans Lembøl, som ville købe en Burberry jakke til sin datter.

- Jeg er vant til at stole på netbutikker og handler måske på nettet ti gange om måneden. Jeg er aldrig blevet snydt før, men det var meget professionelt lavet, forklarer han til e-mærkets hjemmeside.

Med et besøg hos en af fup-butikkerne risikerer man ikke kun at blive snydt for den vare man ellers ville købe.

- Når du handler på en netbutik, som tager sig ud for at være noget andet, end de i virkeligheden er, så handler du også med it-kriminelle. De lever, lige som andre kriminelle, af at videresælge deres tyvekoster. Så udover at sælge dig en falsk vare, sælger de også dine persondata og bankoplysninger videre på et illegalt, internationalt marked, siger Lars Schmidt Larsen.

Organisationen e-mærket vil nu lancere en ny søgetjeneste, hvor de vil afsløre fupbutikkerne. En liste der vil blive løbende opdateret.

Tips
De kommer samtidig med følgende tips til at spotte en fup-butik:

* Stave- og sprogfejl – Mange fupbutikker er oversat af maskiner og er derfor skrevet på meget dårlig dansk.

* Mærkevarer til spotpris – Burberry, Mulberry, Nike, Marc Jacobs osv. Fupbutikker markedsfører sig som oftest med velkendte mærkevarer til langt under den pris, du ellers ville skulle betale for den ægte vare.

* Skæve priser – Priser som f.eks. 244,67 DKK eller 2738,59 DKK er typiske priser, du støder på, når du møder en fupbutik. Ligesom sproget er priserne udregnet af en maskine.

* Mangelfulde eller falske virksomhedsoplysninger – Kan du ikke finde noget CVR- eller telefonnummer på hjemmesiden, er det tegn på fup. Hvis modsatte er tilfældet kontrollér CVR-nummer på cvr.dk eller forsøg at ringe til dem, da fupbutikker kopierer seriøse netbutikkers virksomhedsoplysninger.

* Falske betalingsmuligheder – Fupbutikker reklamerer ofte med en række internationalt kendte betalingskort, men når du kommer ind på betalingssiden, er mulighederne ofte anderledes.

* Flad hjemmeside med døde logoer – De fleste fupbutikker er teknisk dårlige. Tjek derfor at links og logoer virker. Er der fx et e-mærke, så tjek butikken på emaerket.dk. Er netbutikken godkendt til at bære e-mærket, vises der en certifikatside, som bekræfter dette.

* Produktnavne i webadressen – Vær opmærksom, hvis webadressen indeholder velkendte mærkevarebrands som Burberry, Mulberry, Nike og lignende. Dette er ofte et tegn på svindel. Svindlerne gør det for ligge højere i Googles søgeresultater.

* Reklamer på Facebook – Mange fupbutikker reklamerer via Facebook, så vær altid kritisk over for annoncer med lidt for gode tilbud.

Læs mere hos e-mærket. Klik her

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere