Nye aktører melder sig i kampen om Nets

Flere aktører har nu meldt sig på banen som interesserede i at købe Nets, der administrerer dankortet.

Der er rift om Nets, der administrerer dankortet. Nu er en ny alliance på banen, skriver TV2 Finans.

Ifølge tv-kanalen er Nordic Capital og TryghedsGruppen gået sammen om at byde på Nets, og i den alliance findes også den svenske pensionsfond AP 6 og finske Ilmarinen.

Der er allerede 15 aktører, der er interesseret i få fingrene i Nets, men de ventes at blive færre.

Ud over den nye alliance nævnes samarbejdet mellem EQT og Goldman Sachs samt alliancen mellem kapitalfondene Advent og Bain samt ATP som favoritter.

Nets ejes på nuværende tidspunkt af omkring 200 danske og norske pengeinstitutter samt af Danmarks Nationalbank, men den spredte ejerstruktur er ikke længere en styrke for Nets' fremtidige udvikling.

Det er Danske Bank, Nordea og norske DnB Bank, som tegner sig for de største aktieposter i Nets. Derudover ejer Nationalbanken en større aktiepost, mens ejerskabet af de resterende aktier fordeler sig mellem en række mindre og mellemstore banker.

Salgsprisen for Nets er endnu ukendt, men der er tidligere blevet spekuleret i, at et salg af Nets kan løbe op i 8-10 milliarder kroner.

Betalingskortet med det rød-hvide dankortemblem blev brugt 975.000.000 gange til at betale med i 2012.

Nets driver foruden dankortet også Betalingsservice, E-Boks og NemID.

Selskabet har over 2800 medarbejdere og servicerer 33 millioner betalingskort.

Nets opstod i 2010 som en fusion mellem det danske PBS og det norske Nordito.

I 2012 omsatte selskabet for næsten seks milliarder kroner og havde et overskud på 682 millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer