Diamanter forsvandt hos Lauritz.com

Vi har dem ikke, vi har dem, vi har dem ikke. Sådan kan Leif Lønums oplevelse med auktionsfirmaet Lauritz.com opsummeres, efter han havde købt et sæt diamantbelagte smykker til sin kone

(Foto: Screendump fra en auktion på Lauritz.com)
(Foto: Screendump fra en auktion på Lauritz.com)

Pensionisten Leif Lønum fra Odense ville glæde sin kone med et sæt diamantbelagte smykker, som han havde fundet på nettet hos auktionshuset Lauritz.com.

Se også: Lauritz.com sælger falske diamanter

I starten gik det hele som smurt. Da hammerslaget lød, var 70-årige Leif Lønum højeste byder, og han modtog kort efter sine smykker, som blandt andet talte to ørestikker af hvidguld og en halskæde belagt med sorte diamanter.

Efter et stykke tid blev Leif Lønum kontaktet af Lauritz.com, som tilbagekaldte smykkerne, fordi der var opstået tvivl om deres ægthed.

Se også: Lauritz.com overvurderer for millioner

- Jeg afleverede derfor diamanterne hos Lauritz.com i Odense, og jeg sørgede for at få en kvittering, hvoraf det fremgik meget nøjagtigt, hvilke ting jeg havde afleveret, siger Leif Lønum til Ekstra Bladet.

Det fremgår af den kvittering, Leif Lønum har sendt til Ekstra Bladet, at en navngiven medarbejder hos Lauritz.com i Odense har kvitteret for modtagelsen af hans smykker den 25. oktober 2013.

Siden Leif Lønum indleverede smykkerne skete der ikke mere. Tiden gik, men uden der kom nyt fra auktionsvirksomheden.

Se også: Lauritz.com ændrer procedure efter auktions-chikane

- Jeg hørte ikke noget fra dem, så jeg rykkede dem og fik at vide, at de var i fuldt sving, og at jeg nok skulle få besked, når de vidste mere, fortæller han.

Derfor blev han noget forundret over det svar, han fik, da han knap to måneder senere spurgte til sine smykker i forbindelse med en anden auktion, han havde vundet hos Lauritz.com i Aarhus.

 

- Jeg fik en mail, hvor de skrev, at de ikke havde modtaget nogen diamanter. Derfor ringede jeg til Lauritz.com i København for at høre, om de havde set mine diamanter, men det havde de heller ikke.

Se også: Tag dig i agt for sorte diamanter

- Men lige i det øjeblik, jeg skal til at fare i blækhuset, får jeg endnu en mail om, at de havde fundet diamanterne igen, og at de nok skulle få deres ægthed undersøgt, hvis bare jeg ventede lidt, lyder det fra Leif Lønum.

.. og væk igen
Efter knap to måneder og flere forsvindingsnumre havde Leif Lønum fået nok. Han besvarede den seneste mail med en besked om, at han ville have sine smykker igen. Han ville ikke risikere, at de blev væk. For tredje gang.

Se også: Anni i bitter strid med auktionshus

- Men mærkeligt nok, så blev de væk igen, og det har de været lige siden. Lauritz.com påstår, at jeg ikke har afleveret dem. Nu er det kommet så langt, at de har bedt om at se en kvittering på, at jeg har afleveret diamanterne, og den har jeg jo så til alt held.

Tilbage sidder Leif Lønum uforstående over for den behandling, han har fået.

Se også: 'Kinesisk' skænk på Lauritz.com var fra Ilva

- Det er utroligt, at de nægter at have modtaget dem i Odense, når jeg har en underskrevet kvittering på det. Hele forløbet har været meget mærkeligt og ikke særlig professionelt. Der er ikke styr på tingene, og det er egentlig utroligt, for de har været her i byen i over ti år. De må efterhånden have lært det, mener Leif Lønum.

Lauritz.com tilbagekaldte de mange smykker med sorte diamanter i starten af oktober, fordi en stikprøve dengang havde vist, at der var falske diamanter i omløb.

0 kommentarer
Vis kommentarer