Klumme: Brænder pengene i lommen?

Hvorfor er det så svært at have penge i lommen/pungen uden at bruge dem med det samme?

(Foto: colourbox.com)
(Foto: colourbox.com)

Hvad betyder det egentlig, at pengene brænder i lommen? Ja, umiddelbart betyder det jo, at når der er penge på lommen, så skal de bruges, ellers brænder du dig på dem.

Konsekvensen af denne sætning er, at i samme øjeblik, der er penge på kontoen, så skal de bruges, og den adfærd er vanskelig at ændre, hvis du ikke har stor opmærksomhed på det.

Når 0 kr.-grænsen skal hæves, kræver det høj grad af bevidsthed.

Pengene har en højere temperatur, end du har
At penge brænder i lommen betyder, at beløbet har en højere temperatur, end du har. Har du samme temperatur som det beløb, du har liggende i lommen, vil du ikke brænde dig på det. Du vil være ligeglad med, om pengene ligger i lommen, du vil slet ikke give dem opmærksomhed, fordi når det ikke brænder eller gør ondt, vil det ikke tiltrække sig din opmærksomhed.

Når pengene brænder i lommen, er det det samme, som når du har tændt for din radiator og skruer op for varmen. På et tidspunkt bliver det så varmt i lokalet, at du føler dig utilpas og åbner for vinduet og lukker varmen ud - det er det samme, der sker, når du har flere penge, end din pengetermostat er indstillet til.

Hvis din pengetermostat er indstillet på 0 kr., og der pludselig står 1.500 kr., så åbner du for ”pengevinduet” og slipper 1.500 kr. ud, så du igen er på 0 kr.

Det er også derfor, at de mennesker, der er så heldige at vinde mange millioner i f.eks. lotto, lynhurtigt mister pengene igen, fordi deres pengetermostat ikke er indstillet til det høje beløb.

Hvad er dit nulpunkt?
Mange mennesker lever fra lønningsdag til lønningsdag - 0 kr.-saldoen er deres ”foretrukne” status - det bliver automatisk nulpunktet. Når der går penge ind på kontoen, sørger de hurtigt for, at de bliver brugt, og at de er tilbage på 0 kr. igen, inden der går løn ind næste gang - konsekvensen er, at de sidder fast i hamsterhjulet.

For andre er ”nulpunktet” måske 100.000 kr. eller 1 mio. kr., og kommer de under det nulpunkt, kan de gå lige så meget i panik som dem, der har 0 kr. som ”nulpunkt”.

Penge er energi, der flyder mellem os
I dag er der ikke så mange, der går med penge i lommen - penge er blevet mere flygtige - vi ser dem nærmest aldrig, og de penge kan opfattes som energi, der flyder fra et sted til andet.

Den energi er vibrerende på et vist vibrationsniveau, og det samme er mennesker, og når de to vibrationsniveauer ikke matcher hinanden, frastøder de hinanden, og det er det, der sker, når du ikke kan holde på dine penge, men de forsvinder lige så hurtigt, som de kommer ind.

Hvor stammer din pengevibration fra?
Hvis dine forældre har haft penge på ”bogen”, så var deres vibration på det niveau, og det har du arvet, og det vil du højst sandsynligt føre videre i dit liv. Hvis der ikke var penge til noget, og der altid manglede noget i dit barndomshjem, og du gennem hele dit liv har været nede og ramme 0 kr.-bunden hver måned, så er det der, du er .

At hæve vibrationen og holde den på det nye niveau er en stor udfordring - når du kan det, kan du nemt have penge på lommen uden at bruge dem. Det kræver stor opmærksomhed og bevidsthed fra din side.

I det øjeblik du har penge stående på kontoen, begynder din bevidsthed automatisk at ”købe” nye ting og bruge penge på alt det, du føler, du mangler.

Skru op for pengetermostaten
Ønsker du at skrue op for din pengetermostat, handler det om en langsom tilvænning. Du kan f.eks. begynde med at hæve kontanter og have dem i pungen uden at bruge dem - vær opmærksom på, at dine tanker vil kredse om det hele tiden, og du vil finde gode forklaringer på, hvorfor det er OK at bruge dem. Det er din underbevidsthed, der vil fastholde dig i dine gamle vaner.

Penge i pungen er meget konkret og meget fristende. Du kan også, hvis du er hardcore, vælge at have et bestemt beløb stående på din konto - og dermed hæve din nulgrænse.

Hvis du hver måned f.eks. lader 1.000 kr. stå på kontoen, vil din nulgrænse ændre sig med 1.000 kr. om måneden - efter et år vil du aldrig komme under 12.000 kr. på din konto, og skulle det ske en enkelt gang, vil du få den samme følelse, som du oplevede tidligere, når kontoen gik i overtræk.

Fordi du kan købe det, behøver du ikke at gøre det!

[[[

(Fotograf: Søren Kristensen, SOLK)

Lone Eriksen, økonomisk coach og indehaver af Primaliva.dk, som indtil november 2013 var www.Styrpaapenge.dk

Lone arbejder med økonomisk udvikling gennem paradigmeskift, fokus på mentale forandringsprocesser og ændring af pengevaner.

Lone har mere end 20 års erfaring både fra bank, kreditforening og ejendomsmægler og har suppleret sine finansielle erfaringer med studier i NLP.

Lone har været selvstændig siden 2010.

]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere