Dankortsvindlere tømmer folks konto

I Kalundborg og omegn har adskillige borgere for nyligt oplevet af få misbrugt deres hævekort. Politiet efterforsker sagen

(Foto: Thomas Borberg)
(Foto: Thomas Borberg)

Igen har omfattende dankortsvindel ramt danskerne.

Foreløbigt er svindlen begrænset til Kalundborg-området og omfatter enkelte Nordea-kunder, men der kan sagtens være flere, der er blevet snydt. Det oplyser Nordea til ekstrabladet.dk.

Se også: Flere får kontoen lænset af it-kriminelle

Aflurer magnetkode
- Vi kan bekræfte, at der er enkelte af vores kunder, der har udfyldt en såkaldt indsigelsesrapport om misbrug af deres hævekort. Men der kan sagtens være nogen, som endnu ikke har fået udfyldt rapporten, og som vi derfor ikke kender til, siger pressechef hos Nordea Stephan Ghisler-Solvang til ekstrabladet.dk.

Misbruget er sket ved det såkaldte 'skimming', hvor svindlerne installerer udstyr på en hæveautomat eller lignende og derved aflurer kortets magnetkode. Nordea understreger, at der ikke er tale om én af Nordeas hæveautomater.

- Hvor og hvornår svindlen er sket, ved vi ikke præcist. Vi kan heller ikke sige, hvor stort et beløb, der er blevet svindlet for. Men vi har været i dialog med politiet, tilføjer Stephan Ghisler-Solvang.

Fik trukket 4000 kr
Én af de ramte Nordea-kunder er Sandi Sørensen, som uretmæssigt fik trukket først 1200 kroner og dernæst 500 dollars eller cirka 2800 kroner - altså samlet omkring 4000 kroner. Af hendes kontoudskrift fremgik det, at pengene var overført til en konto i Australien. Sandi Sørensens onkel Tom Henningsen fortæller, at flere af hans bekendte har oplevet noget lignende.

- Efter min nieces kort er blevet misbrugt, har jeg opdaget at flere af mine Facebook-venner har skrevet om noget lignende. Alle har oplevet fået lænset deres konto efter, at de har hævet penge i enten en hæveautomat eller ved en tankstation i Ubby, siger Tom Henningsen til ekstrabladet.dk.

Han er forarget over Nordeas behandling af niecen.

- Hun kontaktede straks Nordea, men fik fat i en ubehøvlet kvinde, som mente, at min niece nok selv havde bestilt en rejse til Australien. Hun ville derfor ikke hjælpe, men tilbød et bevilget overtræk, så hun kunne klare sig resten af måneden. Det er frækt, mener Tom Henningsen og fortæller, at niecen har politianmeldt svindelsagen.

Nordea: En misforståelse
Hos Nordea beklager man kundens oplevelse.

- Der må være tale om en misforståelse, for selvfølgelig dækker vi det fulde tab ved svindelsager som denne. Jeg beklager, at kunden har haft en dårlig oplevelse og opfordrer hende til at kontakte sin filial igen. Her kan de hjælpe hende med at udfylde en såkaldt indsigelsesblanket og derved få sine penge igen, understreger Stephan Ghisler-Solvang.

Ifølge ekstrabladet.dk's omfatter svindlen foreløbigt kun Nordea-kunder.

Se også: Strippet for 157.000 kr. på Linses natklub


0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere