Vrede kunder: Codan vil ikke have os

Kernekunder føler sig presset ud af Codan efter voldsomme prisstigninger: Karen og Sørens forsikring steg fra 10.000 til over 33.000 kroner

Søren Bender er en af de kunder, som har forladt Codan, efter hans præmie er sat voldsomt op. (Foto: Asbjørn Sand)
Søren Bender er en af de kunder, som har forladt Codan, efter hans præmie er sat voldsomt op. (Foto: Asbjørn Sand)

Siden Ekstra Bladet har sat fokus på Codan-kunder, som har fået voldsomme stigninger i præmien på deres husforsikring, har det strømmet ind med mails og sms fra utilfredse Codan-kunder i samme situation.

Karen og Søren Bender fra Agedrup på Fyn hører absolut til i kategorien vrede kunder. De har nu skiftet forsikringsselskab, efter Codan i december satte prisen på deres brandforsikring op fra 10.000 til næsten 34.000 kroner.

- Man tager sig til hovedet og siger: Hvad er det for nogle mennesker, vi har med at gøre her. Det, der står imellem linjerne, er jo, at de ikke gider at have dig som kunde, siger Søren Bender til ekstrabladet.dk.

Se også: Codan hævede husforsikring 75 procent

36 år uden skade
Codan begrunder himmelflugten på brandpræmien med, at Karen og Sørens ejendom 'har en større risiko for skader' end andre boliger. Det kan parret ikke forstå.

- Vi har boet her i 36 år, og vi har har aldrig nogensinde haft anmeldt en skade. Jeg har betegnelsen kernekunde, jeg har altid betalt til tiden og vi har haft alle vores forsikringer i Codan i mange år, så jeg har været en god kunde. Jeg må da være en målgruppe, der er ønskelig i en hvilken som helst virksomhed, siger Søren Bender til ekstrabladet.dk.

Karen og Søren Bender føler sig meget provokerede af, at deres hus bliver udråbt til at være en tikkende skades-bombe.

- Vi kan se i pressen, at de kommer med nogle forklaringer om, at de mener, det er for dyrt, hvis det brænder, fordi folk har fået nye køkkener og dyre fjernsyn. Jeg har ikke noget B&O-fjernsyn, jeg har et fra Bilka, og ja, vi har da godt nok fået nyt køkken, men vi har da også nye elinstallationer og målere, så nogen brandfare skulle der da ikke være, siger Karen Bender til ekstrabladet.dk.

Nyt hus bliver også dyrere
Til Ekstra Bladet lyder forklaringen fra Codan, at det er huse fra før 1900-tallet, bindingsværkshuse og stråtækte huse, som er ramt af stigningen, da der har været dyre udbetalinger til brandforsikring på netop den type huse.

Men også nyere huse er ramt af prisstigningen. Karen og Søren Bender havde endnu et hus forsikret hos Codan, bygget for bare 12 år siden, hvor deres søn og svigerdatter boede til leje.

Det har Codan sat op fra 3415 til 6100 kroner i årlig præmie, fordi også udlejningsejendomme er omfattet af deres 2013-prisregulering.

- Det eneste, de er ude på, er at tjene nogle penge, og så bruger de stråtage og hvad de ellers kan finde på som et påskud for, at de kan hæve prisen, siger Karen Bender til ekstrabladet.dk.

De har nu flyttet alle deres forsikringer til et andet selskab, hvor de kan få alle deres forsikringer samlet for cirka 20.000 kroner - altså mindre end den nye pris på deres brandforsikring hos Codan.

[

Codan: Vi forstår godt, hvis folk flytter selskab

Hos Codan forklarer kommunikationschef Peter Høyer over for ekstrabladet.dk, at Søren og Karen Bender ligesom en række andre kunder er blevet ramt af prisjusteringer på bestemte typer ejendomme: Stråtækte huse, bindingsværkshuse, huse fra før 1900, nedlagte landbrug, udlejningshuse og ubeboede huse, hvor Codan har haft store tab på erstatninger efter blandt andet brand.

- Hvorfor er det egentlig så dyrt hos jer for de her kunder sammenlignet med andre forsikringsselskaber?

- Som forsikringsselskab kan man prissætte bestemte kundegrupper på forskellige måder. Vores erfaringer har de senere år vist, at på for eksempel stråtækte huse har skadeshistorikken været gruopvækkende i forhold til almindelige parcelhuse. Vi kunne vælge at sprede det tab ud på alle vores kunder, det er der nogle selskaber der gør, men vi har valgt at sige, at hvis man bor i et stråtækt hus, så har man en større risiko for skader end ham, der bor i parcelhus, og derfor er det også rimeligt, at man betaler lidt mere, siger Peter Høyer.

- Er det fordi, I håber, at de her kunder bare finder et andet forsikringsselskab?

- Nej. Vi vil gerne beholde alle de kunder, vi har, også dem hvor vi er nødt til at hæve præmien, men de skal bare betale en præmie der modsvarer vores risiko for at betale en stor millionerstatning. Når det er sagt, så kan jeg godt forstå, at man afsøger markedet og finder noget andet, hvis man kan få det billigere, siger Peter Høyer.

Ifølge Codan har der i de seneste to år været et økonomisk tab på 50 millioner kroner på stråtækte huse, og 100 millioner kroner samlet på de boligtyper, hvis præmier nu skyder i vejret.

- Karen og Søren har haft deres hus i 36 år uden at anmelde en skade, så der er jo ikke noget der tyder på, at de ikke kan passe på deres ting?

- Det er heller ikke derfor, vi har hævet præmierne, det lyder som om, de har været gode kunde i mange år. Men man er nødt til at forstå en ting med forsikring: Du betaler en præmie for at være forsikret imod, hvad der kan komme tilat ske i det kommende år. Det man sætter præmien efter er egentlig ikke, hvordan det er gået i mange år, men derimod: Hvad er risikoen for, at netop deres hus brænder ned i det næste år. Der viser vores skadeshistorik bare, at riskoen for at få en dyr brandskade er større end i et almindeligt parcelhus, siger Peter Høyer.

- Men normalt når man køber en forsikring, så kigger selskabet da på, hvad man tidligere har haft af skader?

- Det skal jo heller ikke forstås sådan, at vi overhovedet ikke kigger på skadeshistorik. Det, jeg mener, er, at det jo ikke er fordi, de har haft mange skader, at vi har været nødt til at sætte dem op i præmie: Det er fordi, vi kan se ud fra vores statistikker, at netop hus med stråtag vil påføre selskabet en større risiko end et normalt parcel hus, siger Peter Høyer.

]
1 af 4 Søren Bender er en af de kunder, som har forladt Codan, efter hans præmie er sat voldsomt op. (Foto: Asbjørn Sand)
2 af 4 Køkken og elinstallationer hos Søren og Karen Bender er nye, og de forstår ikke, hvorfor deres hus skulle vurderes som mere udsat for skader end andres. (Foto: Asbjørn Sand)
3 af 4 Huse med stråtag er blandt dem, hvor Codan har skruet præmien voldsomt i vejret. (Foto: Asbjørn Sand)
4 af 4 Søren Bender er en af de kunder, som har forladt Codan, efter hans præmie er sat voldsomt op. (Foto: Asbjørn Sand)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere