Vælg den rigtige kreditforening fra start

KLUMME: ekstrabladet.dk's ekspert i privatøkonomi giver gode råd om økonomi og deler ud af sine erfaringer

Din bankmand vil gerne have dig til at tage kreditforeningslån i 'hans' kreditforening. Men tjek selv, om det er den bedste løsning for dig, inden du siger ja. (Foto: Colourbox)
Din bankmand vil gerne have dig til at tage kreditforeningslån i 'hans' kreditforening. Men tjek selv, om det er den bedste løsning for dig, inden du siger ja. (Foto: Colourbox)

30.000 kreditforeningslån har i det sidste år skiftet udbyder. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Realkreditrådet.

Det er fuldstændigt frivilligt for dig, hvilken kreditforening du ønsker at låne penge hos - men det kan ofte være en udfordring at overbevise bankrådgiverne om det. De ønsker selvfølgelig, at du tager lånet i 'deres' kreditforening.

Se også: Sådan undgår du at blive ruineret af skilsmissen

Det påpeges i Realkreditrådets fortolkning af undersøgelsen, at danskerne skifter kreditforening næsten lige så ofte, som de skifter bank. Det er efter min mening en interessant oplysning, fordi der sjældent er en grund til at skifte kreditforening ud fra faktuelle forhold. Deres produkter ligner stort set hinanden, og priserne er også stort set ens.

Aner ikke, hvorfor vi skifter
Af undersøgelsen fremgår det, at 18 procent af de adspurgte har skiftet kreditforening, fordi de også skiftede bank. 7 procent anede ikke, hvorfor de skiftede. Men du behøver ikke at købe kreditforeningslånet i din bank.

Se også: Har du råd? Fem gode råd, før du køber hus

Boligejere under 40 år ved som udgangspunkt ikke, at det er deres eget valg, hvor de ønsker deres kreditforeningslån. Sidst i 90'erne, hvor bankerne begyndte at købe kreditforeningerne, eller kreditforeningerne begyndte at lave bank, har det selvfølgelig været deres hensigt, at kunderne skal købe alle produkter hos dem. Tidligere var der kreditforeninger - og så var der banker - og de samarbejdede på kryds og tværs.

Det finansielle supermarked
Set fra bankernes synspunkt er det oplagt, at du skal købe alle varerne hos dem. Føtex og Bilka ønsker også, at du køber alle dine dagligvarer hos dem - og du slipper for at skulle i fem-seks forskellige forretninger for at få opfyldt dine ønsker.

Der er dog den forskel, at når du overvejer at købe brød eller kød i supermarkedet, ved du, at der lidt længere nede ad gaden ligger en slagter og en bager. Når du sidder til møde i din bank og taler om valg af kreditforening og kreditforeningslån, er det de færreste, der oplyser dig om, at du frit kan vælge, hvilken kreditforening du ønsker at tage lån hos.

Se også: Er din økonomi bedre end din nabos?

40-50.000 kroner i gebyr
18 procent af de adspurgte skiftede kreditforening, fordi de også skiftede bank, men mon de har fået at vide - og forstået - at der løber en masse gebyrer på i forbindelse med skiftet? Ifølge mybanker.dk drejer det sig om mellem 40.000 og 50.000 kr. i gebyrer, hvis du har et lån på 2.000.000 kr. afhængig af, hvilken kreditforening der er tale om. Dette beløb lægges oven i hovedstolen, så kunden ikke 'mærker' det - i hvert fald ikke i øjeblikket, men når det skal betales af over 30 år, kan det mærkes på det samlede tilbagebetalingsbeløb.

Hvem er gift med hvem?
De fem største banker er alle 'gift' med en kreditforening: Danske Bank med Realkredit Danmark, Nordea med Nordea Kredit, Jyske Bank med Totalkredit, Nykredit med Nykredit og Sydbank med Totalkredit.

Se også: Huskøb - drømmen blev til mareridt

Der skal jo ikke meget fantasi til at forestille sig, at hvis du ønsker at skifte bank fra Danske Bank til Nordea, vil bankrådgiverne gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få dig til at skifte kreditforening - uden at det er nødvendigt - og dermed pålægge dig en ekstraudgift på rigtig mange tusinde kroner, som du kan betale af på over de næste 30 år.

De fleste af de gebyrer, du betaler for at flytte fra den ene kreditforening til den anden, kan ikke forhandles.

Du kan læse mere om gebyrer, banker og kreditforeninger og downloade din egen miniguide på Styr På Penge

[[[

Ekstra Bladets ekspert i privatøkonomi

Lone Eriksen rådgiver til daglig private og iværksættere om økonomi og forretningsudvikling i sit eget firma, Styr på Penge.

Hun er uddannet i en bank og har arbejdet i filialnettet i 14 år, hvorefter hun i 7 år var uddannelseskonsulent og projektleder i BG Bank. Samtidig tog hun en uddannelse indenfor NLP.

Fra 2001 til 2007 var Lone Eriksen selvstændig coach, underviser og rådgiver, hvor hun arbejdede med lederudvikling, personlig udvikling og var mentor for mennesker, der af den ene eller den anden grund skulle finde nyt job. Desuden har hun været ansat hos EDC mæglerne som aut. vurderingskvinde og låneformidler for BRF kredit.

Lone er gift på 29. år og er mor til 2 drenge på 24 og 20 år.

Lone blev selvstændig rådgiver for private, da den såkaldte finanskrise startede, og hun blev en af dem, der skulle formidle kreditforeninger og bankers brutale omskiften over for den almindelige kunde. Fra den ene dag til den anden var det pludseligt umuligt at få hjælp til sin økonomi som privatperson.

Som privatrådgiver har hun opdaget, at det der fylder mest i danskernes bevidsthed er alt det, som de ikke får del i. Derfor er hendes fokus på den mentale økonomi – altså det, du tænker og føler om penge og økonomi.

Lone giver dig gode råd til, hvordan du kan komme videre i dit liv når det drejer sig om penge og økonomi.

]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere