Så meget skal du spare op til pensionen

Jo ældre vi bliver, jo mere skal vi spare op til pensionen

Det kan godt betale sig at regne ud, hvor meget du bør indbetale på din pension, hvis du ikke vil mangle noget, når du når pensionsalderen. (Foto: Ilan Brender)
Det kan godt betale sig at regne ud, hvor meget du bør indbetale på din pension, hvis du ikke vil mangle noget, når du når pensionsalderen. (Foto: Ilan Brender)

Danskernes gennemsnitlige levealder vokser i disse år, og det betyder, at sandsynligheden for, at du skal leve af din pension i mange år, vokser.

- En kvinde, der blev født for 60 år siden, kunne dengang se frem til at blive cirka 72,5 år, mens den gennemsnitlige levealder for mænd dengang var lige i underkanten af 70 år. En pige, der blev født sidste år, kan forvente at blive knap 82 år, mens en dreng kan forvente at blive knap 78 år, skriver Camilla Skovsbo Erichsen, der er privatøkonom i Sydbank, i en analyse.

Når vi generelt set lever længere, skal vi også være mere omhyggelige med at sikre, at vi sparer så meget op til pensionen, at den ikke slipper op for tidligt. Her kan du læse Sydbanks bud på, hvor meget du bør spare op.

Start tidligt
Jo tidligere du begynder at spare op til din pension, jo færre penge skal du lægge til side hver måned. Tidligere har mange regnet med at skulle være på pension i cirka 10 år, men i dag er 20 år formentlig et mere realistisk bud for mange mennesker.

Læs også: Sådan tackler du din forskudsopgørelse

Sydbank har lavet beregninger ud fra en antagelse om, at du vil have udbetalt cirka 200.000 kroner om året i 20 år. I det tilfælde skal du indbetale 4500 kroner om måneden på en pensionsopsparing, hvis du starter som 25-årig.

Venter du, til du er 35, skal du sætte 6700 kroner om måneden til side til pension, og hvis du først begynder at spare op til pensionen som 50-årig, skal du poste 15.700 kroner i pensionsopsparingen hver måned for at have 200.000 kroner om året i 20 år.

Renterne hjælper
Når du starter med at spare op til pensionen relativt tidligt, har de penge, du indbetaler, også bedre tid til, at der løber renter på. Derefter løber der så også renter på renterne, så formuen vokser mere, uden at du selv indbetaler flere penge.

Læs også: Her er Danmarks billigste huse

- Hvis man begynder at spare op, når man er 25 år, vil de renter, der løber på i de år, man sparer op, udgøre mere end 35 procent af opsparingen, når man når pensionsalderen. Man skal altså selv kun indbetale cirka 65 procent af den samlede opsparing, forklarer Camilla Skovsbo Erichsen og fortsætter:

- Begynder man opsparingen som 35-årig, udgør renterne 27,5 procent af den samlede opsparing, når man når pensionsalderen, og begynder man først, når man er 50 år, udgør renterne blot 15 procent.

Senere tilbagetrækning sænker beløbet
Sydbanks beregninger er baseret på, at du går på pension som 65-årig. Men den tilbagetrækningsreform, som regeringen indførte i 2011, betyder, at de færreste af os kommer til at gå på pension så tidligt.

Hvis du går senere på pension, har du dels flere år at spare op i, og dels er der også flere år til at forrente dine indbetalinger, så det betyder, at du skal spare mindre op om måneden.

Starter du med pensionsopsparingen som 25-årig og forventer at gå på pension som 70-årig, skal du betale 3800 kroner ind om måneden for at få en årlig udbetaling på 200.000 kroner i 20 år.

Hvis du starter med din pensionsopsparing som 35-årig, er det 5450 kroner om måneden, du skal sætte ind på din pensionsopsparing, og hvis du først går i gang som 50-årig, lyder indbetalingen på 11.200 kroner om måneden, viser Sydbanks beregninger.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere