Klumme: Privatøkonomisk realitytjek

I langt de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt at tjekke op på budgetkontoen - det er på privatforbruget, du skal have dit fokus

Har du styr på, hvordan du bruger dine penge? (Foto: Colourbox)
Har du styr på, hvordan du bruger dine penge? (Foto: Colourbox)

Vi arbejder hele tiden, og når vi ser vores opgørelse fra Skat, kan vi se, at vi tjener mange penge, men vi har aldrig nogen.

Denne oplevelse sidder mange danskere med - især her kort efter at årsopgørelsen fra Skat er landet i skattemappen.

Strukturer din økonomi og få oplevelsen af, at du har flere penge.

Grundlæggende handler det om, at du bevidstløst bruger pengene, uden at du egentlig er klar over, hvad de bruges til. En af forklaringerne kan være, at den struktur, du har skabt omkring dine penge, mere afspejler en ungdomsøkonomi end en voksenøkonomi.

Den gode intention
Efterhånden som livet udvikler sig, og der går flere og flere penge ind på kontoen, sker det for de fleste, at udgifterne stiger i takt med indtægterne.

Se også: Klumme: Forbrugslån gør dig ikke til et bedre menneske

Den gode intention er, at der skal sættes penge ind på en budgetkonto, en forbrugskonto og en opsparing. Budgetkontoen er til de faste udgifter - det er ikke så vanskeligt at skabe sig et overblik over det, og det med budgetkonto fungerer også for de fleste.

Kæden hopper af
Når vi kommer til privatforbruget og opsparingen, hopper kæden af for de fleste. Den gode intention er at holde igen med privatforbruget og så spare op til uforudsete udgifter og de drømme, der skal realiseres.

Se også: Klumme: Kom ud af den økonomiske tåge

Derfor bliver der tit afsat for lidt til privatforbrug, fordi du på det mentale plan måske stadig er studerende, ung og uden børn, og den mentale virkelighed stemmer ikke overens med den faktiske virkelighed.

Resultatet er, at det beløb, der er afsat til privatforbrug, bliver brugt på meget kort tid, og så bliver opsparingen angrebet, og inden du får set dig om, er den også brugt.

Reaktionen bliver: Nu har vi igen brugt for mange penge, vi kan ikke overskue det, nu kan det også være lige meget, nu køber vi det, vi vil, osv.

Økonomisk realitytjek
Hvad kan du gøre, hvis du er havnet i den situation?

Giv din privatøkonomi et realitytjek. I langt de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt at tjekke op på budgetkontoen - det er på privatforbruget, du skal have dit fokus.

• Vælg en måned, hvor du vil tjekke dine udgifter. Køb ind, som du plejer - det giver den bedste fornemmelse af, hvad du bruger dine penge på

• Noter alle beløb, du bruger på privatforbrug

• Efter 1 måned analyserer du alle dine køb og kategoriserer dem i f.eks. mad, tøj, personlig pleje, fornøjelse m.v.

• På baggrund af analysen vurderer du, hvad der skal købes til f.eks. husholdning og tøj, og hvor stort beløb det drejer sig om

• Du justerer det beløb, der hver måned afsættes til privatforbrug, så det rent faktisk dækker de udgifter, du har

• Det beløb, der er tilbage, er til opsparing, og bliv enig med dig selv om, hvad denne opsparing skal bruges til - cafebesøg, ferier, nye møbler etc.

Du vil nu få oplevelsen af, at du har råd til det, du vil, fordi din økonomi er tjekket med virkeligheden - og reelt uden at der kommer flere penge ind på kontoen, men blot fordi du har struktureret din økonomi anderledes.

Se også: Klumme: Aldrig mere: Det har vi ikke råd til

[[[

(Fotograf: Søren Kristensen, SOLK)

Lone Eriksen, økonomisk coach og indehaver af Primaliva.dk, som indtil november 2013 var www.Styrpaapenge.dk

Lone arbejder med økonomisk udvikling gennem paradigmeskift, fokus på mentale forandringsprocesser og ændring af pengevaner.

Lone har mere end 20 års erfaring både fra bank, kreditforening og ejendomsmægler og har suppleret sine finansielle erfaringer med studier i NLP.

Lone har været selvstændig siden 2010.

]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer