Skat hyrer it-detektiv til at finde egne lovbrud

En kulegravning er indledt for at finde sager, hvor Skat har begået alvorlige fejl i ejendomsvurderingerne

Skat er med hjælp fra it-firmaet KMD gået i gang med en større kulegravning for at finde frem til sager fra de seneste 10 år, hvor Skat har begået alvorlige fejl.

Konkret skal it-firmaet hjælpe med at finde de sager, hvor Skat har fastholdt for høje ejendomsvurderinger i et område, selv om vurderingerne er blevet underkendt af et ankenævn eller af landsskatteretten.

Det skriver Politiken torsdag.

- Vi har bedt it-leverandøren om at udsøge de sager, hvor et ankenævn eller Landsskatteretten har nedsat grundværdien.

- Vi kan ikke endnu sige noget om omfanget, siger Lise Schou Hansen, der er underdirektør i Skat med ansvar for Skats ejendomsvurderinger, til avisen.

Baggrunden for Skats aktion er, at Skat i en række tilfælde har set stort på det, når et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten har fastslået, at Skat havde vurderet grundværdierne for højt ved at fastsætte de generelle områdepriser for højt.

I de tilfælde har Skat kun rettet grundværdien for den grund, en borger havde klaget over.

For nabogrundene, som var vurderet på samme måde, har Skat bevaret de for høje vurderinger og dermed for høje ejendomsskatter. Borgerne har derfor måttet betale skatterne i uvidenhed om, at Skats vurderinger var blevet underkendt.

Skatteminister Morten Østergaard (R) har bedt Skat om "af egen drift at sikre, at sager om vurdering af ejendomme genoptages, hvis en afgørelse fra et ankenævn giver anledning til at ændre generelt ved vurderingerne" i et område.

Morten Østergaard siger, at det er afgørende, at retssikkerheden bringes i orden.

- Der skal være et effektivt klagesystem, så man føler, at man får en professionel og ensartet behandling, og hvor - og det vil jeg gerne sige meget klart - man kan regne med, at hvis en klager vinder en sag i ankesystemet, retter Skat ind.

- Ikke bare for klageren, men for alle dem, der er i samme situation i det samme område, siger Morten Østergaard til Politiken.

0 kommentarer
Vis kommentarer