Kæmpe koks med Aldi-computer: Send mig nu mit DVD-drev

Rasende kunde har ventet i månedsvis på at få det rigtige DVD-drev til sin Aldi-computer - hele tre gange har firmaet sendt det forkerte

Disse to DVD-drev ligger netop nu ubrugelige hen hos Peter Hocher. Men efter Ekstra Bladet er gået ind i sagen, forventer han snart at få eftersendt de forplader, han har brugt måneder på at få fat i. (Foto: Jonas Olufson)
Disse to DVD-drev ligger netop nu ubrugelige hen hos Peter Hocher. Men efter Ekstra Bladet er gået ind i sagen, forventer han snart at få eftersendt de forplader, han har brugt måneder på at få fat i. (Foto: Jonas Olufson)

OPDATERET 16. april 2014: Peter har nu fået et fuldt fungerede DVD-drev.

TIP OS: Har du haft problemer med din Medion-computer? Tip din historie på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Peter Hocher er en tålmodig mand. Og han har haft god brug for sin tålmodighed i de seneste måneder, hvor han har ventet på, at PC-firmaet Medion sender ham det rigtige DVD-drev til den bærbare computer, Peter sidste år købte i sin lokale Aldi-forretning.

- Men nu har de tre gange sendt mig det forkerte drev, siger Peter Hocher, der i den grad har fået nok af Medion.

- Jeg føler mig ærligt talt noget til grin.





Samme fejl - tre gange
Det burde ellers være ret enkelt. Den bærbare Medion-computer har nemlig plads til et udskifteligt drev, så man fx kan sætte et ekstra batteri ind i computeren. Eller det særlige DVD-drev, som så ikke fulgte med fra begyndelsen.

Men med en pris på blot 249 kroner plus forsendelse mente Peter Hocher ikke, at det kunne være så svært at få fat i det drev, han skal bruge. Drevet findes nemlig online på Medion's hjemmeside.

- Alle tre gange er drevet dog dukket op uden den forplade, der er nødvendig for at betjene det. Uden forpladen er DVD-drevet i praksis ubrugeligt.

- Men hver gang har jeg fået nye forklaringer på, hvorfor der dukker forkerte drev op hos mig, siger Peter Hocher til Ekstra Bladet.

Den seneste forklaring - inden Ekstra Bladet gik ind i sagen og kontaktede Medion - endte med et tilbud om, at Peter kunne sende sin computer ned til firmaets værksted i Tyskland. Og så kan de sætte det rigtige drev ind i maskinen. Ventetid: tre uger.

- Jeg kan ikke undvære min computer i så lang tid for at få et drev, jeg selv kan sætte ind i maskinen, lyder det fra den stærkt utilfredse kunde.





...og nu sker der noget
Noget tyder dog på, at det rigtige drev snart dukker op. Ekstra Bladet har flere gange været i kontakt med Medion, der lovede at undersøge sagen. Og nu har Peter Hocher netop fået lidt håb i sin sag:

- Jeg er blevet ringet op af Medion Service og fået at vide, at der fra Tyskland er sendt to forplader til de to ufuldstændige drev, jeg allerede har liggende fra dem.

- Nogen har tilsyneladende fået røde øren dernede, konstaterer Peter Hocher med tilfredshed. Han er også glad for, at Medion har undskyldt sagens lange forløb over for ham.

Samtidig med, at Peter tilsyneladende får hjælp, har Medion fjernet det problemfyldte DVD-drev fra sin danske webshop.

TIP OS: Har du haft problemer med din Medion-computer? Tip din historie på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

0 kommentarer
Vis kommentarer