Du snydes for superlån på 2,5 procent

Selvom kursen på de populære fastforrentede treprocents lån er røget over 100, så har realkreditinstitutterne ingen planer om at åbne op for et historisk 2,5 procents lån.

Der er umiddelbart ikke udsigt til 2,5 procents lån på trods at kursen på de populære 3 procents lån er røget over 100 (Foto: Colourbox)
Der er umiddelbart ikke udsigt til 2,5 procents lån på trods at kursen på de populære 3 procents lån er røget over 100 (Foto: Colourbox)

Kursen på de det fastforrentede tre procents lån steg i går til over kurs 100.

Det kunne betyde, at et nyt 2,5 procentslån var på vej, men det er ikke tilfældet. Det slår flere realkreditinstitutter fast.

- Når kursen er over 100, tilbyder vi et treprocents-lån med afdragsfrihed, som man sagtens kan afdrage på. Umiddelbart er et 2,5 procents lån ikke lige om hjørnet, siger cheføkonom i BRFkredit Ulrikke Ekelund.

I stedet for at gå ned i rente, har realkreditinstitutterne valgt at åbne en ny 3 procentsserie med en længere løbetid og derfor også en lavere kurs. Det skyldes, at realkreditinstitutternes normalt skifter obligationsserier hvert tredje år, og da næste skifte er sat til udgangen af august, så har de fleste realkreditinstitutter allerede åbnet for nye serier af 3 procentslånet.

Ikke sætte næsen op
Derfor vil - lyder realkreditinstitutternes analyse - en 2,5 procents-serie ikke blive efterspurgt nok til, at give en ordentlig kurs.

- Låntagerne skal ikke her og nu sætte næsen op efter et historisk 2,5 procents lån for 30-årige fastforrentede lån med afdrag,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe til business.dk.

Ifølge business.dk har Nordea heller ikke planer om at åbne serier med en rente på 2,5 procents lån.

Det er ellers set før, at realkreditinstitutterne åbner op for historisk lave renter på fastforrentede lån. Således er de nuværende 3 procentslån en konsekvens, at kursen på de tidligere 3,5 procentslån røg over kurs 100.

0 kommentarer
Vis kommentarer