10 råd: Det skal du gøre i haven i marts

I årets første forårsmåned kan du bl.a. beskære træer og buske og gøre køkkenhaven klar. Bolius’ haveekspert, tidligere slotsgartner John Henriksen, guider dig her igennem årets første forårsmåned. Læs hvilke blomster du kan plante, og hvilke du absolut ikke skal plante

Det bedste råd i marts er at have tålmodighed lidt endnu. Foto: Colourbox
Det bedste råd i marts er at have tålmodighed lidt endnu. Foto: Colourbox

1. Vær tålmodig. I marts er der normalt 18-20 frostdøgn, og så længe jordtemperaturen ikke er over 7 grader, sker der ingen vækst. Det bedste råd i marts er derfor at have tålmodighed lidt endnu.

2.Tjek græsplænen. Hvis marts er kold, bør du ikke gå på plænen mere end højst nødvendigt. Riv blade og efterladenskaber fra regnorme ud med en gummirive. Hvis jordens pH-værdi er meget under 7, er den sur, og så kan du med fordel drysse perlekalk ud på græsplænen: 5-10 kilo pr. 100 m2. For lav pH-værdi kan lettere give mos i plænen. Jordens pH-værdi kan kontrolleres med lakmuspapir.

LÆS OGSÅ: Pleje af græsplænen

3. Beskær træer og buske. Marts er en god måned til beskæring. Alle buske og frugttræer (dog ikke blommetræer og kirsebærtræer) kan beskæres nu. Vent med en stor beskæring af roser og lavendler indtil begyndelsen af april.

LÆS OGSÅ: Beskæring af træer og buske

4. Gør køkkenhaven klar. Er der meget ukrudt i køkkenhaven, så fjern det nu. Kultivér jorden med en god kultivator. Læg evt. gennemsigtigt plastfolie eller opsæt plastiktunneller på de steder, hvor du vil lægge tidlige kartofler.

LÆS OGSÅ: Køkkenhaven

5. Klip stauderne. Klip og soignér stauderne i blomsterhaven og afklip visne frøstande. Del og omplant stauderne i bedene, hvis jorden sidst på måneden er rimelig tør.

6. Plant hæk og busk. Hvis jorden er blevet lidt tør og let, er marts en god måned at plante barrodede planter, fx hækplanter og buske. En tidlig plantning af planter giver god mulighed for overlevelse.

LÆS OGSÅ: Valg af plantning og hæk

7. Plant de rigtige blomster. Vent med at plante sommerblomster - det går altid galt, hvis man gør det i marts. Vælg i stedet stedmoder, forglemmigej og bellis - de kan klare nætter med frost og er smukke indtil sankthans.

8. Flyt forårsløg. Flyt evt. blomstrende forårsløg, men vær forsigtig. Stik ned i jorden omkring løgene med en spade. Stik spaden ind under løgene og løft forsigtigt op. Senere på året, når løgene er afblomstret, kan det være svært at se farverne på blomsterne, og hvor de skal flyttes hen.

LÆS OGSÅ: Valg af træer og buske til den nemme have

9. Skær og klip. Skær eller klip visne grene og skud af planter, som er afsvedet af frosten. Skær eller klip altid helt ned til de steder, hvor barken eller skuddene er grønne.

10. Plant forårsbuske. Sidst på måneden blomstrer nogle af havens virkelige 'smykkestene', forsythia, ribes, kirsebærkornel, klatrende vinterjasmin og troldnød (Hamamelis). Plant derfor mindst et eksemplar af disse skønne buske i din have.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere