Byggeansøgninger samler støv i kommunerne

Kommuner skyder skylden for deres langsomme sagebehandling på husejerne, men det er ikke fair, siger Dansk Byggeri

Langsom behandling af byggesager skyldes, at husejerne laver alt for mange fejl i ansøgningerne, lyder det fra kommunerne. Men det afviser både Dansk Byggeri og arkitekter.

Den langsomme sagsbehandling koster boligejerne dyrt, skriver magasinet Bedre Hjem, der udgives af Bolius Boligejernes Videncenter.

Drømmen om en ny tilbygning til huset kan let ende med at blive en langsommelig og dyr affære.Aldrig har der nemlig været så mange fejl i de ansøgninger om byggetilladelse, som boligejere skal indsende til kommunerne, inden de kan bygge til eller om, skriver Bolius' magasin Bedre Hjem. Og de mange fejl forsinker byggeriet og koster boligejerne dyrt.

Se også: Her bygges skæve boliger til misbrugere

Gennemsnitlig behandlingstid 59 dage
Over 70 procent af kommunerne oplever ifølge en opgørelse fra Kommunernes Landsforening (KL) fejl i hver anden byggeansøgning. I 22 procent af kommunerne havde man fejl i otte ud af ti ansøgninger.

- Langt de fleste starter med at finde ud af, hvad de gerne vil bygge, og ikke hvad de må bygge. Vi kunne undgå mange fejl, hvis folk startede med at undersøge, hvilke lokalplaner og servitutter, der gjaldt, siger teamleder Keld Agerbo fra Jammerbrugt Kommune i Nordjylland til Bedre Hjem.

I dag er den gennemsnitlige behandlingstid på landsplan 59 dage for enfamiliehuse. En arbejdsgruppe nedsat af regeringen har foreslået, at kommunerne sætter et servicemål for, hvor hvor længe sagsbehandlingen må tage. I Silkeborg Kommune er fristen f.eks. på 20 dage. I 2014 vil langt de fleste kommuner have indført digital byggeansøgning via NemID.

Se også: Ny solcelleguide skal mindske fejl

Det er kommunens skyld
Kommunernes kritik afvises dog af arkitekter og andre i byggebranchen.

- Jeg har meget svært ved at genkende det billede, KL tegner med undersøgelsen. Tværtimod hører vi det modsatte, nemlig at nogle kommuner ikke selv er knivskarpe i forhold til, hvad de behøver forlange af husejerne og de professionelle, siger Christian Lerche, direktør for Danske Arkitektvirksomheder.

Han støttes af formanden for Nyhussektionen i Dansk Byggeri, Svend Pedersen.

- Kommunerne bruger alt for lang tid på at behandle ansøgningerne, og det koster tid og finansiering for boligejerne, siger han til Bedre Hjem.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere