Fusk med kloakken koster husejere dyrt

Danske Kloakmestre advarer mod et udspekuleret og ødelæggende tilbud, som visse firmaer lokker husejere med

Flere firmaer forsøger at tjene nemme penge hos nervøse danske husejere med såkaldte 'forebyggende spulinger' af kloakken.

Men der er intet fagligt belæg for at lave den slags spulinger, og forbrugeren kan ende med en kæmperegning for udbedring af et ødelagt kloaksystem.

Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- De såkaldt forebyggende spulinger, som forskellige firmaer åbenbart reklamerer med, må vi kraftigt fraråde, siger formand for Danske Kloakmestre, Verner H. Kristiansen.

- Almindelige mennesker risikerer at ende med store og dyre problemer i stedet for et velfungerende kloaksystem, tilføjer han og kalder de forebyggende spulinger for "fuldstændigt meningsløst".

Forbrugere ender med at ødelægge deres kloakrør, da en spuling med højtryk er meget voldsom og risikerer at smadre de gamle rør, lyder det.

Spulingsfirmaerne kommer blandt andet i kontakt med forbrugerne via løbesedler, der deles ud hos husejere i en række kvarterer.

Her står, at husejere for få hundrede kroner kan få spulet deres kloak, så der ikke opstår problemer i fremtiden, skriver Byggeriets Dagblad.

Verner H. Kristiansen mener, at den slags tilbud lugter langt væk af spekulation, da beløb som eksempelvis 300 kroner for en spuling ikke giver en indtjening for firmaerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere