De bestemmer hvor vi skal bo

Realkreditinstitutternes nej til lån i bestemte områder gør 'Udkantsdanmark' til taber i sag om sorte pletter

I nogle områder kan du ikke få realkreditlån til huset - i andre kan du godt. Realkreditinstituttet bestemmer, hvor du kan få et billigt lån. (Foto: Søren Schnoor/Collage: Magnus Bjerg)
I nogle områder kan du ikke få realkreditlån til huset - i andre kan du godt. Realkreditinstituttet bestemmer, hvor du kan få et billigt lån. (Foto: Søren Schnoor/Collage: Magnus Bjerg)

De trængte småsamfund, der allerede lider under betegnelsen 'udkantsdanmark', bliver endnu mere pressede, når realkreditinstitutter som BRF Kredit nægter at låne penge ud til bestemte områder i Danmark.

Beslutningen kan nemlig ende med at blive dødsstødet for landets mest økonomisk trængte områder:

- Det kan få en rigtig stor effekt i de områder, for der er jo ingen, der vil flytte dertil, hvis man skal have alle pengene med hjemmefra. Så man må spørge sig selv, om man vil acceptere, at der er områder i Danmark, som skal ofres, fordi realkreditinstitutterne skal tjene flere penge. Det synes jeg ikke, siger Kim Valentin fra den uafhængige rådgivningsvirksomhed Finanshuset Fredensborg.

Han har flere gange oplevet, at klienter har fået afslag på realkreditlån til boligkøb udelukkende baseret på, hvor boligen var placeret i landet. Senest har han oplevet det med en bolig på Lolland.

- Jeg kan ikke sige, præcist hvilke kriterier de bruger, så længe de ikke selv vil konkretisere det. Men man kan generelt lede efter to ting: Dårlig vækst op gennem nullerne og områder, hvor der generelt har været mange tab for realkreditsektoren. Det er den kombination, de reagerer på, siger Kim Valentin til ekstrabladet.dk.

LÆS OGSÅ:

Se også: Svært at låne hvis man bor i 'sort plet'

Kan ikke lide øer
Det er den lille ø Årø, der i dagens Jyllands Posten har fået den tvivlsomme ære af at blive udpeget som det første helt konkrete sted, hvor et realkreditinstitut - BRF-kredit - af princip ikke giver lån, lige meget hvor god den potentielle købers økonomi er.

Og noget kunne tyde på, at realkreditinstutitterne generelt har et problem med øer:

- Vi hører det jo faktisk hele tiden fra vores øer. De melder tilbage og fortæller, at der er lukket for lån - ikke bare til køb af huse, men også til erhvervslivet, siger Dorthe Winther, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, til Ritzaus Bureau.

- Det er selvfølgelig svært at få de konkrete udmeldinger. Mange af vores øboer vender tilbage og siger, 'vi har fået nej fra realkreditinstituttet' - ikke på tryk, men ved et telefonisk afslag, fortæller hun.

Fralægger ansvar
BRF Kredit vil ikke sige, at de opererer med deciderede 'sorte pletter'.

- Men vi holder øje med områder, hvor vi mener, vi skal være ekstra forsigtige med at låne penge ud, fordi omsætteligheden er lav, som for eksempel på en ø som Årø, hvor der ikke bor så mange, og hvor der går langt imellem, at boligerne bliver solgt, siger kreditdirektør i BRF Kredit Torben Hansen.

- Omvendt er vi også påpasselige i større byområder med eksempelvis larm eller nærliggende højspændingsledninger.

Han erkender dog, at udkantsområderne er de mest udsatte, heriblandt de mindre øer.

- Det vil de være, fordi der bor færre mennesker, og omsætteligheden er lavere, siger kreditdirektøren.

- Og vi har det sådan, at øer uden fast forbindelse skal vi være særligt opmærksomme på.

BRF Kredit afviser, at de på den måde skulle medvirke til at skabe et 'Udkantsdanmark'.

- Vi som realkreditinstitut har et ansvar, men det er et økonomisk ansvar, der går ud på at føre en forsvarlig udlånspolitik. De huse, vi skyder penge i, skal også kunne sælges igen, siger Torben Hansen.

0 kommentarer
Vis kommentarer