Flere boligejere vælger lån med en fast rente

Flere boligejere vælger at låse renten på deres boliglån. Og renten på to- til fem-årige boliglån låses fast

Foto: Bo Svane
Foto: Bo Svane

Helt korte flekslån, hvor renten kan ryge op og ned, er ikke længere det, som flest boligejere har, når der lånes penge til boligen. En undersøgelsen fra Realkreditrådet viser, at fastforrentede lån er de mest udbredte boliglån.

Mere end en tredjedel af alle boliglån har i dag fast rente, og kun hvert fjerde er etårige rentetilpasningslån. Aktuelt har 570.000 boligejere fastforrentede lån og 350.000 etårige rentetilpasningslån.

Samtidig er rentetilpasningslån med længere rentebinding i fremgang. I dag har lige så mange boligejere rentetilpasningslån med to- til femårig rentebinding, som etårige rentetilpasningslån.

- Fire ud af 10 boliglån har i dag fast rente, og der er 220.000 flere boligejere med fastforrentede lån end boligejere med F1-lån, siger direktør i Realkreditrådet Ane Arnth Jensen.

- Andelen af rentetilpasningslån med længere rentebinding er steget de seneste år, og der er omtrent lige så mange F1-lån som øvrige rentetilpasningslån, siger hun om undersøgelsen, der viser, at andelen af lån med to- til femårig rentebinding på tre år er steget fra 16 til 24 procent.

En gennemsnitlig boligejer med et rentetilpasningslån skylder omkring 1,1 millioner kroner til sit realkreditinstitut. En tilsvarende boligejer med et fastforrentet lån skylder cirka 810.000 kroner.

Den mindre realkreditgæld på fastforrentede lån betyder, at det samlede udlån her ikke fylder lige så meget, hvis man måler udlånet i kroner og øre. Fastforrentede lån udgør en tredjedel af det samlede udlån opgjort i kroner og øre. Etårige rentetilpasningslån står for 27 procent af udlånet.

- Det skyldes blandt andet, at der er flere fastforrentede lån med mange år på bagen. Folk med ældre lån har typisk optaget dem, da boligpriserne var lavere end i dag, siger Ane Arnth Jensen.

- Samtidig har de haft flere år til at afdrage og nedbringe deres gæld. Derfor kommer man let til at undervurdere antallet af fastforrentede lån, hvis man alene kigger på udlånet i kroner og øre, siger direktøren.

0 kommentarer
Vis kommentarer