Billig energi: Nu kan du få penge til dine solceller

Købte du dit solcelleanlæg før 11. juni 2013, kan du søge om tilskud med tilbagevirkende kraft fra 11. februar 2015. Du kan også søge støtte til nye solcelleanlæg fra 16. marts 2015

Både nuværende og kommende ejere af solcelleanlæg kan godt begynde at glæde sig igen, for nu kan de igen søge statsstøtte. (Foto: Colourbox)
Både nuværende og kommende ejere af solcelleanlæg kan godt begynde at glæde sig igen, for nu kan de igen søge statsstøtte. (Foto: Colourbox)

Danskere, der har investeret i et solcelleanlæg i perioden 20. november 2012 til og med 11. juni 2013 under overgangsordninger til lov nr. 900 og tilsluttet sig el-nettet, kan fra den 11. februar 2015 søge om tilskud med tilbagevirkende kraft, oplyser kontorchef i Energistyrelsen, Jane Glinvad Kristensen til Bolius.dk.

Hidtil har de ikke kunnet få tilskud, fordi staten ikke har fået tilladelse til at give støtten fra EU. Den er på plads nu.

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om solceller

Du skal sende din ansøgning til Energinet.dk fra den 11. februar, men du bør have tålmodighed med svaret, da der vil komme mange henvendelser, minimum 5.000 og sandsynligvis mange flere.

Alt efter, om du har tilsluttet solcelleanlægget i 2013 eller 2014, vil den overskydende el, solcelleanlægget producerer, ud over den el, du selv bruger, afregnes med en pris, der for 2013 er på 1,30 kr./kWh i 10 år frem og for 2014 1,16 kr./kWh i 10 år frem.

Støtte til solceller deles i 4 puljer

1. 18 MW er reserveret til lejeboliger (almennyttige og private).

2. 12 MW er reserveret til andelsboliger og ejerboliger (både foreninger og enkeltvis).

3. 15 MW er reserveret til fællesanlæg der nettoafregner på timebasis.

4. 15 MW er reserveret til solcellelaug.

Læs hele bekendtgørelsen om solceller

Har du endnu ikke et solcelleanlæg, men overvejer at købe et, bør du gøre dig klar nu.

Der er nemlig også en pulje på 60 MW til anlægsstørrelser på maksimum 6 kW pr. husstand, som du kan søge.

TEST: Her er de bedste solceller

Puljen med støtte til solceller åbnes i første omgang fra den 16. marts til den 31. maj, hvor pengene fordeles efter først til mølle-princippet. Er der MW-kapacitet tilbage i puljen, kommer der en anden ansøgningsrunde fra den 1. oktober til og med den 31. oktober.

Afregningsprisen på overskydende el vil være på 102 øre pr. kWh i 10 år frem, hvis du får del i puljen. Tilslutter du først anlægget til næste år, vil den overskydende el afregnes til en pris på 88 øre/kWh i 10 år. I 2017 vil den være på 74 øre/kWh, og herefter vil støtteordningen til solceller ophøre.

LÆS OGSÅ: Sådan styrer du uden om dårlige solceller

For at søge denne pulje, skal du fremvise en bindende købsaftale med en leverandør. Reglerne siger samtidig, at købsaftalen skal være betinget af, at du bliver godkendt til at få støtte.

- Det sikrer dig, at du kan opsige din kontrakt, hvis du ikke får tilsagn til puljen, siger Jane Glinvad Kristensen. 

At få opsat det rigtige solcelleanlæg til din bolig kræver, at du kender dine el-behov, og du ved, hvad du vil have, og hvad du kan få. Det tager tid at sætte sig ind i og få hjælp til, så det bør du gøre allerede nu, så du er på forkant, når, det bliver muligt at søge støtte.

- Derfor opfordrer vi på det kraftigste solcellekøbere til at få en aftale med en leverandør i hus hurtigst muligt. Når reglerne træder i kraft i februar, har markedet kun kort tid til at rykke, siger Jørgen Due Thomsen, forretningschef hos EnergiMidt.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere