Fingrene væk fra naboens grene

Læs her, hvornår du må tænde for motorsaven, og hvornår du skal lade være

Tænk dig om, før du giver efter for din trang til at tænde for motorsaven og tage livet af naboens grene, der rager ind på din grund.
Tænk dig om, før du giver efter for din trang til at tænde for motorsaven og tage livet af naboens grene, der rager ind på din grund.

Selv om det kan være fristende, så må du ikke bare beskære din nabos træer, og du kan heller ikke kræve, at naboen selv går i gang med motorsaven, selv om grenene på hans træer får din have til at ligge hen i halvmørke, skriver Bolius.dk.

Der er dog fastsat 3 undtagelser i Hegnsloven, der kan give dig ret til at save grene af naboens træ.

Naboen skal beskære sit træ, hvis:

1. Grenene vokser gennem hegnet: Hvis der vokser grene fra naboens træer igennem jeres fælles hegn, eller grenene hænger så lavt over hegnet, at det skades, må du gerne kappe grenene af i skellinjen.

LÆS OGSÅ: Hvad gør du, hvis naboens træer skygger?

2. Grenene hænger for lavt:Hvis grenene fra naboens træ hænger så lavt ind over din grund, at du ikke kan komme til med dine havemaskiner, må du gerne beskære grenene i skellinjen.

3. Grenene udgør sikkerhedsfare: Hvis der hænger gamle, rådne grene ind over din grund, og de udgør en sikkerhedsfare, kan du kræve, at naboen skærer grenene af. Her må du ikke selv gå i gang med beskæringen.

I tilfælde 1 og 2 kan du selv beskære de grene, der er problemer med. I tilfælde 3 skal du kontakte det lokale hegnssyn, som kan pålægge naboen at beskære træet.

LÆS OGSÅ: Hæk og hegn i skel - her er de vigtigste regler

Tal med din nabo, før du beskærer

Det er dog altid en god idé at forsøge at tale dig til rette med din nabo, inden du tyr til Hegnssynet, for at se, om I kan indgå et kompromis.

Den løsning er både hurtigere, billigere og bedre for jeres fortsatte naboskab end at inddrage myndighederne.

LÆS OGSÅ: De 5 værste ting, du kan sige til naboen

Hvis din situation er helt anderledes end de 3 ovennævnte eksempler, og der fx er et stort træ på nabogrunden, der skygger for hele din have, eller spærrer for den skønne udsigt, er sagen ikke omfattet af Hegnsloven.

Det betyder, at du ikke kan inddrage Hegnssynet. I stedet kan du vælge at lægge sag an mod din nabo, men den mulighed bør du kun gribe til i yderste nødstilfælde, da det indebærer høje udgifter til advokatregninger, det vil sandsynligvis blive en stor belastning for jeres naboskab, og du har ingen garanti for at vinde.

Domme i sager om høje træer

Der er ingen klare regler for, hvor meget naboens træ skal genere dig, før du kan få rettens ord for, at det skal fældes. Men et par tidligere domme kan give dig et indtryk af retspraksis:

• 19 meter højt træ skulle fældes: I 2009 afgjorde Vestre Landsret, at en boligejer i et villakvarter i Herning skulle fælde sin 19 meter høje nordmannsgran eller skære den ned til 3 meters højde, fordi den skyggede for eftermiddagssolen i naboens gårdhave. Boligejeren skulle desuden betale sagens omkostninger på 12.500 kr.

• 25 meter højt træ kunne blive stående. I 1999 afgjorde Østre Landsret, at en 25 meter høj ahorn i Hareskovby kunne blive stående, selvom kronen rakte ind over skellinjen, og træet skyggede for naboens terrasse. Landsretten lagde vægt på, at området havde en lokalplan for bevaring af kvarterets særpræg herunder skovagtig beplantning, og at træet allerede stod der, da naboen købte sin ejendom.

LÆS OGSÅ: Må du gå nøgen rundt i haven?

Det siger loven om grene fra naboens træer

Hegnsloven, § 19:

Stk. 2. Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinjen.

Stk. 3. Grene, der på grund af alder, råd el. lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne.

 

30 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere