Inden du vælger nyt lys: Brug lige pæren

Sparepærer, halogenlys eller LED-lys? Og hvad betyder lumen, Ra og kelvin? Få gode råd, før du vælger elektriske pærer til din bolig

Når lyset er dårligt - eller godt - kan de fleste se og mærke det. (Foto: Colourbox)
Når lyset er dårligt - eller godt - kan de fleste se og mærke det. (Foto: Colourbox)

Lys er ikke bare lys. Godt lys handler om alt fra placering, retning og lampetype til, hvad du skal bruge den konkrete belysning til, og hertil selvfølgelig det rigtige valg af pære med den nødvendige farvegengivelse, lysstyrke og lysfarve, skriver Bolius.dk.

Eksperterne er dog uenige om, hvad godt lys er, hvor høj en såkaldt  Ra-værdi du skal gå efter, og om vores øjne overhovedet kan se forskel.

- Om vi oplever kunstlys som naturtro og nuanceret, afgøres bl.a. af farvegengivelsesværdien, og vores øjne kan sagtens se forskel på en sparepære på Ra 80, en LED-pære på Ra 92 og en halogenpære på Ra 100, vurderer Anne Bay, direktør i Dansk Center for Lys.

Vi kan mærke dårligt lys
Lys i god kvalitet giver typisk et højt energiforbrug og købspris. Foto: Torben Klint.

- Når lyset er dårligt, kan de fleste se og mærke det. De sparepærer, der ligger i supermarkedet i dag, tager hensyn til mange andre ting end lyskvalitet - f.eks. købspris og energiforbrug - hvilket for nogle også er meget relevante parametre.

LÆS OGSÅ: LED-lys i boligen

- Så du er nødt til at lave en helhedsvurdering af din bolig. Måske kan du nøjes med sparepærer i garagen eller i gangen, mens badeværelsesspejlet og spisebordet kræver en halogenpære med en høj Ra. Men husk, at høj farvegengivelse og varm farvetemperatur koster på elregningen.

Sådan skal lyset forstås

Farvetemperaturen/lysfarven måles i kelvin og siger noget om, hvor varmt eller koldt lyset er:

2.700 K: Hyggestuebelysning Under 3.500 K: Varmt lys

3.500-4.500 K: Neutralt lys Over

4.500 K: Koldt lys.

Lysstrømmen måles i lumen og er udtryk for den samlede mængde lys, pæren udsender, hvilket tidligere blev målt i watt. Mange emballager har begge informationer. Vurdér, hvor du har brug for kraftigt lys - og hvor mindre kan gøre det.

Farvegengivelsen måles i Ra og angiver, hvor godt pæren gengiver farve, altså om tomaten ser rød ud.

Dagslys er Ra 100. Jo højere Ra, jo finere farvegengivelse. Sparepærer har (lovpligtigt) en Ra på minimum 80. Halogener og glødepærer har en Ra tæt på 100.

Energistyrelsen har udarbejdet pjecen 'Ny pære - hvad skal jeg vide, før jeg køber' og forsøgt at oplyse, hvordan vi forbrugere skal forholde os til lumen, kelvin og Ra. Bjarke Hansen, akademiingeniør i Center for Bygninger under Energistyrelsen, mener, at vi lige skal vænne os til de mange nye termer, vi skal vurdere de nye pærer på.

Han råder samtidig boligejerne til at prioritere deres brug af halogener og til ikke at være så kritisk over for sparepæren.

- Sparepæren giver i rigtig mange tilfælde et okay lys og er som udgangspunkt god nok til almindelig belysning. Den er billig, du får meget lys for pengene, og så er den driftssikker.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd om at vælge lyskilder

- Og vores undersøgelser viser, at danskerne er rimelig tilfredse med sparepærerne. Faktum er, at et dårligt lys derhjemme lige så vel kan skyldes en forkert placering af lampen eller for lidt lysstyrke.

Sådan bliver fremtidens LED-lys

LED (lysdioder på dansk) står for Light Emitting Diodes.

LED er meget energibesparende, har mindst 15 gange længere levetid, ingen UV- og IR-stråler, mindre CO2-udledning og ingen kviksølv eller bly (som i sparepærer).

LED-pæren tænder øjeblikkeligt (i modsætning til sparepæren), fordi der er indbygget en halvlederchip, der reagerer hurtigt ved tilførsel af meget lidt strøm.

LED-pærer fås i 2014 med en farvegengivelse på 80-92 Ra. Om 1-2 år kan du købe LED-pærer med en farvegengivelse på Ra 98 eller mere.

Asger Bay Christensen er arkitekt og har arbejdet med lys i over 40 år og hans lys-cv tæller ministerier, store kulturinstitutioner som Københavns Domkirke, Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Det Kongelige Teater samt utallige offentlige institutioner og private hjem.

Han er kendt for sin modstand mod sparepærens 'blålige discountlys, der giver os hovedpine og dårlige synsoplevelser', som han udtrykker det.

- At påstå, at der findes sparepærer, der giver et godt lys, er helt ude i hampen. Selve teknikken i dem strider den påstand imod, da lyset frembringes af en eksplosion, hvilket altid vil give et forvrænget og skrapt lys.

LÆS OGSÅ: Forskellige elpærers lyskvalitet

- Efter min mening kan halogenlys være helt fint, indtil fremtidens LED-pærer med den virkelig høje farvegengivelse (Ra) er i butikkerne. For en høj Ra er essentielt - øjet kan tydeligt se forskel på Ra 95 og Ra 100, mener han.

Dårligt lys giver dårlige oplevelser
Han mener, at der er børnehaver, hvor børn og pædagoger farer råbende og stressede omkring, og neonoplyste storrumskontorer, hvor ingen kan koncentrere sig, får spændingshovedpine og ikke ved hvorfor.

- Vores øjne har vænnet sig til at acceptere og kompensere for det dårlige lys, vi mødes af mange steder. For vi har glemt, at lys ikke bare handler om at se - men om at se godt.

MERE: Gode råd om indendørs belysning

- Og når lys er godt og understøtter den funktion, det skal oplyse, så oplever man børn, der sætter sig ned i pendlens lyshule og tegner og taler roligt - og kontormiljøer, hvor alle kan arbejde uforstyrret, koncentreret og uden hovedpine.

Lys har stor betydning for mennesker
- Og det er det samme hjemme i din stue, hvilket da burde være en menneskeret. Vi bruger urimeligt megen hjerneaktivitet på at kompensere for det ringe lys, og så mister vi lysten til ting, som vi tidligere holdt af.

- Når min svigermor nu pludselig kan ramme maskerne i strikketøjet igen, og dermed har fået lysten tilbage til syslearbejdet, ja, så er det, fordi godt lys har en massiv betydning for os som mennesker.

- Og det synes jeg, vi bør tage alvorligt, siger Asger Bay Christensen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere