Så mange bor der i din kommune i 2040

Indbyggertallet vil stige i 69 kommuner og falde i 29 kommuner fra 2015-2040, forventer Danmarks Statistik i deres befolkningsfremskrivning

Arkivfoto: Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg

Vi bliver flere og flere danskere. I en ny befolkningsfremskrivning forventer Danmarks Statistik, at indbyggertallet i Danmark vokser fra 5,66 millioner i 2015 til 6,18 millioner i 2040 – en fremgang på 9,2 %.

Stigningen i befolkningstallet skyldes især, at der bliver flere ældre i forhold til nu. 498.00 af de 521.000 ekstra forventede indbyggere i Danmark vil være +65-årige.

Men der er stor forskel på, hvordan indbyggertallet vil udvikle sig i de forskellige regioner, landsdele og kommuner. I selve Københavns by forudser Danmarks Statistik, at befolkningen vil vokse med 29 % de næste 25 år, mens indbyggertallet derimod vil falde med 15 % på Bornholm og 2,7 % i Vest- og Sydsjælland. De 2 landsdele er de eneste, hvor der forventes at blive færre indbyggere.

DANMARKSKORT: Se, hvor mange der bor i din by

Stor stigning i indbyggertal i Aarhus og Horsens

Det er især i hovedstadsområdet og i større byområder, at befolkningstallet vil stige fra 2015 til 2040. 15 af de 20 kommuner med størst fremgang ligger i Region Hovedstaden, men også Aarhus (nummer 4 på listen), Horsens (5), Aalborg (15), Odense (18) og Vejle (19) er med i toppen.

Men der vil også komme flere indbyggere i en række kommuner uden store byer. Fx forventes indbyggertallet at stige i Favrskov (8,6 %), Hedensted (7,6 %), Fanø (7,6 %), Rebild (5,9 %) og Syddjurs (5,7%).

Færre indbyggere i 29 kommuner

I 29 kommuner forventer Danmarks Statistik, at indbyggertallet vil falde fra 2015-2040. Det er især på øerne, at der vil blive færre – Læsø (-19,8 %), Lolland (-18,5 %), Bornholm (-15,5 %), Ærø (-12,6 %) og Langeland (-11,6 %) er således de 5 kommuner, hvor tilbagegangen vil blive størst ifølge befolkningsfremskrivningen.

SE INDBYGGERTAL FOR ALLE KOMMUNER HER

Der vil også blive færre indbyggere i en række kommuner med lidt større byer – fx Sønderborg, Frederikshavn, Svendborg og Slagelse. Region Hovedstaden er den eneste region uden en kommune med fald i indbyggertallet.

LÆS OGSÅ: Danskerne: Omtalen af landområderne er alt for negativ

Boligpriser påvirkes af indbyggertal

Befolkningsudviklingen kan få stor betydning for udviklingen i boligpriserne. For jo flere, der ønsker at bo et bestemt sted, jo mere vil priserne blive presset op.

Omvendt vil et fald i indbyggertallet betyde lavere efterspørgsel efter boliger, og det vil ramme boligpriserne ved enten at stige mindre end andre steder eller direkte falde. Nogle steder kan det blive svært at sælge huse, der af den ene eller anden grund ikke er så attraktive.

Selv om indbyggertallet falder i en kommune, kan det sagtens stige i en række af byerne i kommunen. Omvendt kan indbyggertallet også falde i byer i kommuner, hvor indbyggertallet vil stige.

LÆS OGSÅ: Flere flytter til byen – det betyder det for huspriserne

25 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere