Sådan er singlers drømmebolig

Halvdelen af alle singler vil hellere bo i parcel- eller rækkehus end i lejlighed, viser ny undersøgelse fra Bolius Boligejernes Videncenter

Hver anden single foretrækker at bo i hus med have, viser undersøgelse fra Bolius. Foto: Torben Klint
Hver anden single foretrækker at bo i hus med have, viser undersøgelse fra Bolius. Foto: Torben Klint

Utallige film og tv-serier har portrætteret singlen som den unge, enlige mand og kvinde fra New York, London eller Paris, der bor i lejlighed i den pulserende storby. Men sådan ønsker den moderne danske single ikke nødvendigvis at bo i dag, viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har gennemført for Bolius' boligmagasin BEDRE HJEM.

Ifølge undersøgelsen ønsker halvdelen af alle singler at bo i enten et parcelhus eller et rækkehus med have til  - i enkelte tilfælde med sommerhus eller kolonihavehus oveni.

Og det er ikke fordi, de nødvendigvis regner med at skulle bo sammen med andre i huset - halvdelen af dem svarer, at de forventer at bo alene altid.

Generelt foretrækker singlerne at være singler i den type bolig, de allerede bor i nu. Bor de i lejlighed i dag, ønsker de også at bo i lejlighed, hvis de fortsætter med at være singler, mens de fleste af dem, der bor i hus med have, også foretrækker et hus som deres fremtidige bolig.

Ønsket om at bo i hus med have som single er udpræget i alle aldersgrupper på nær hos de 18-29-årige, der foretrækker at bo i lejlighed eller etageejendom som single. Men selv i denne gruppe svarer hver fjerde, at de som single helst vil bo i hus med have.

LÆS OGSÅ: Boliger for singler – hvilke økonomiske muligheder har du?

Flest kvindelige singler vil bo i hus med have

Singler i Region Syddanmark vil i højere grad end singler fra resten af landet bo i rækkehus/parcelhus med have, og flere kvinder end mænd foretrækker generelt hus med have. Singler med børn i husstanden foretrækker også i højere grad parcelhus med have end en lejlighed/etageejendom.

Undersøgelsens resultater stemmer overens med en undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden Nybolig, der viser, at 40 procent af alle singler søger efter en villa eller et rækkehus med op til 110 m2 boligareal, og 19 procent ønsker endnu mere plads.

LÆS OGSÅ: Single: Sådan påvirkes dine forsikringer

Ifølge relationschef Mads Ellegaard i ejendomsmæglerkæden Home afspejler tallene især 2 forskellige situationer hos de singler, der bor i lejlighed og dem, der bor i hus med have i forvejen.

- Mange af de singler, der i dag bor i hus med have, vil være at finde i provinsen, og hvis disse mennesker vil blive boende her, så er der i de fleste tilfælde ikke andet end netop hus med have for dem at vælge imellem, siger Mads Ellegaard.

60 procent af alle landets lejligheder ligger nemlig i København, mens 20 procent ligger i og omkring Aarhus.

LÆS OGSÅ: Penthouse på havnen

- Det vil altså i mange tilfælde være et spørgsmål om nødvendighed for denne gruppe, hvis de vil blive boende i området, mener Mads Ellegaard.

For de 24 procent singler, der i dag bor i lejlighed og altså langt overvejende i byerne, er motivationen for at ønske at bo i hus med have en anden.

- I det omfang de ønsker at blive boende i byen, vil det mere være udtryk for en drøm end en reel mulighed. Hvis en single, der bor i en bylejlighed i dag, vil blive boende byen i et hus med have, vil det kræve en meget høj indtægt, som langt færre, end de 24 procent, der ønsker det, reelt har, siger Mads Ellegaard.

Til gengæld kan boligdrømmen blive til virkelighed, hvis singlerne i bylejlighederne er villige til at flytte et stykke uden for storbyerne.

- Netop urbaniseringen, hvor mange flytter til byerne, har givet enlige gode muligheder for at bo i en billig villa uden for storbyområderne. Der er p.t. lave boligpriser, samtidig med, at man kan få en lav rente også på de fastforrentede lån, så boligbyrden bliver endnu lavere, siger Mads Ellegaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere