Efter udmelding om bidragssatser: Nu svarer gebyr-gribbene

Nationalbankens direktør, Lars Rohde, luftede i et interview med DR muligheden for at realkreditinstitutterne kunne hæve bidragssatserne, men det giver branchen ikke meget for

Nationalbankdirektør Lars Rohde luftede mulighederne for højere bidragssatser, men det ser realkreditinstitutterne umiddelbart ingen grund til. Fotocollage: GUY EDWARDES / COLOURBOX
Nationalbankdirektør Lars Rohde luftede mulighederne for højere bidragssatser, men det ser realkreditinstitutterne umiddelbart ingen grund til. Fotocollage: GUY EDWARDES / COLOURBOX

De danske boligejere kan indtil videre ånde lettet op. Det ser nemlig ikke umiddelbart ud til, at realkreditinstitutterne lige med det første har tænkt sig at hæve bidragssatserne.

Der gik ellers formentligt et chok gennem mange boligejere, da Nationalbankdirektør Lars Rohde i går i et interview med DR sagde, at realkreditinstitutterne skulle polstres økonomisk bedre for at være bedre rustet mod en eventuel ny finanskrise.

En af måderne det kunne gøres på, var ved at hæve bidragssatsen, lod Nationalbankdirektøren forstå.

For halvandet år siden lavede Nationalbanken en beregning, der viste, at hvis den ekstra polstring skulle finansieres gennem forhøjede bidragssatser, ville prisen for boligejerne være på mellem 200 og 1100 kroner årligt per lånte million kroner.

- Jeg synes, det er en forsikringspræmie, der er værd at betale, sagde han i går til DR.

Se også: Dårligt nyt for boligejere: Nationalbanken opfordrer til højere bidragssatser

Sagen er, at de danske banker siden finanskrisen for ti år siden har været underlagt en række krav til, hvor mange penge de skal have på kistebunden i forhold til deres samlede udlån.

Men kravene gælder ikke for realkreditinstitutterne, og det er et problem, mener Lars Rohde, der gerne vil undgå, at staten skal punge ud for at holde realkreditinstitutterne fra konkursens rand.

'Vi ser ikke noget behov'
Men over for Ekstra Bladet afviser Nordea Kredits chef, Peter Smith, at der er brug for ekstra polstring.

'Nordea Kredit er et af de bedst polstrerede realkreditinstitutter i Danmark og kan derfor klare selv den hårdeste stresstest fra Finanstilsynet, hvor vi beregner ud fra et prisfald på 20 procent på det samlede boligmarked - og stadig har nok kapital derefter. Vi ser derfor ikke noget behov for ekstra polstring, da det kun vil gøre det dyrere at udstede boliglån i Danmark og derfor gøre det dyrere at være boligejer,' skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

Hos Jyske Realkredit har man ingen kommentarer til Nationalbankdirektørens udtalelser, mens både Realkredit Danmark og Nykredit henviser til Finans Danmark.

Se også: Tabte i landsretten: Nu er boligejere klar til nyt modangreb mod gebyrgribbe

Boligejerne kan ånde lettet op. Realkreditinstitutterne mener ikke ligesom Nationalbankdirektør Lars Rohde, at de skal polstres bedre - dermed stiger bidragssatserne ikke lige her og nu af den grund. Foto: Michael Hansen/Ritzau Scanpix
Boligejerne kan ånde lettet op. Realkreditinstitutterne mener ikke ligesom Nationalbankdirektør Lars Rohde, at de skal polstres bedre - dermed stiger bidragssatserne ikke lige her og nu af den grund. Foto: Michael Hansen/Ritzau Scanpix

Ikke brug for mere
I Finans Danmark er viceadministrerende direktør, Ane Arnth Jensen, ligesom Peter Smith helt klar i spyttet: Den danske realkredit skal nok klare sig.

- Vi er ikke enige med nationalbankdirektøren i, at der er behov for yderligere krav til realkreditten. Det er vigtigt at huske på, at vi har haft en mere end 200-årig historie, hvor et realkreditinstitut ikke har været truet af konkurs, siger viceadministrerende direktør i Finans Danmark Ane Arnth Jensen og tilføjer:

- Realkreditinstitutterne klarede sig godt gennem finanskrisen og har efterfølgende fået ekstra polstring og ekstra krav blandt andet i form af en gældsbuffer, som vi selvfølgelig lever op til. Det er efter vores opfattelse tilstrækkeligt, så vi mener ikke, at der er brug for mere.

- Det her er jo en gylden mulighed for realkreditinstitutterne til at hæve gebyrerne og dermed indtjeningen. Hvorfor ikke gribe muligheden?

- Finans Danmark er en erhvervsorganisation, så vi har ikke nogen mening om de enkelte institutters prissætning, men helt principielt kan jeg bare sige, at vores vurdering er, at realkreditten er tilstrækkeligt polstret til at kunne modstå en ny krise.

Kommer ulven? Omkring 300.000 boligejere med flexlån skal have ny rente inden for det næste år. Foto: Jens Dresling Tips og guides På pinebænken: 300.000 boligejere skal have ny rente

Tilbageholde udbytte
- Bankerne er underlagt skrappere krav end realkreditten, men giver det ikke mening, at kravene også bør gælde for realkreditten?

- Nej, for der er et anderledes setup omkring realkreditten. Realkreditinstitutter har en meget sikker forretningsmodel og har ikke indskydere, der kan trække midler ud af instituttet eller forlange betaling med det samme, hvis instituttet er i problemer. Realkreditinstitutterne har langtløbende lån og på trods af en konkurs, vil lånene løbe videre, mens obligationsejerne i den anden ende modtager deres penge. Obligationsejerne kan ikke fremskynde betalingerne på obligationerne.

- Og gælder det også for rentetilpasningslån, der har en kortere tidshorisont end et fastforrentet lån, hvor obligationen eksempelvis løber i 30 år?

- Ja, det gør det. Nationalbanken har selv været initiativtager til, at vi for godt fire år siden fik en lovgivning, der gør, at hvis det skulle gå så galt, at man ikke kan refinansiere obligationerne bag et rentetilpasningslån, så kan de i stedet forlænges.

I interviewet med DR forklarer Lars Rohde desuden, at en anden mulighed for at polstre realkreditinstitutterne bedre kunne være at udbetale mindre udbytte til aktionærerne.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Lars Rohde, men han har ikke været tilgængelig for interview.

1 af 2 Nationalbankdirektør Lars Rohde luftede mulighederne for højere bidragssatser, men det ser realkreditinstitutterne umiddelbart ingen grund til. Foto: Charlotte De La Fuente/Ritzau Scanpix
2 af 2 Nationalbankdirektør Lars Rohde luftede mulighederne for højere bidragssatser, men det ser realkreditinstitutterne umiddelbart ingen grund til. Fotocollage: GUY EDWARDES / COLOURBOX
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen