Tale kostede 268 millioner: - Vi græd allesammen

Milliardæren Robert Smith overraskede en hel afgangsklasse, da han slettede deres studielån

Se talen her. Video: AP

Normalt kan taler ved en afslutningsceremoni være kedelige at komme igennem. Når man er færdig med college, tænker de fleste unge på at feste for at fejre eksamenspapiret.

Men milliardæren Robert Smith gav tilhørerne noget at juble over, da årgang 2019 forleden dimitterede fra Morehouse College i Atlanta, USA.

- På vegne af de otte generationer i min familie, der har været i dette land, vil vi gerne fylde lidt benzin på jeres bus, lød det fra rigmanden.

De knap 400 studerende viste ikke rigtigt, hvor Smith var på vej hen, så det var først, da han sagde det ligeud, at tiøren faldt:

- Min familie står bag en donation, der eliminerer studiegælden for jer alle sammen. Årgang 2019 er min årgang, understregede Robert Smith, der var inviteret til ceremonien for at blive udnævnt til æres-professor.

De næsten 400 unge kunne næsten ikke tro, hvad de hørte, da Robert Smith holdt sin gavmilde tale. Foto: David Moody/Reuters
De næsten 400 unge kunne næsten ikke tro, hvad de hørte, da Robert Smith holdt sin gavmilde tale. Foto: David Moody/Reuters
 

Morehouse College, der kun optager unge mænd, er en helt særlig uddannelsesinstitution for afro-amerikanere. Det var nemlig her, at den legendariske borgerrettighedskæmper Martin Luther King Jr. fik sit college-diplom.

Studiegæld er et enormt problem for mange amerikanere, der kan kæmpe med at betale tilbage helt frem til pensionsalderen. I snit skyldte eleverne på Morehouse College trekvart million hver, så det var en enorm byrde, der forsvandt fra deres skuldre.

1,3 millioner frigivet

Økonomiuddannede Aaron Mitchom var blandt dem, der jublede højest. Den 22-årige havde allerede udarbejdet en tilbagebetalingsplan for gælden på 1,3 millioner kroner, men det regnestykke kunne han rive over på stedet.

På grund af renter havde han forventet at skulle betale af i 25 år.

- Nu behøver jeg ikke leve af syltetøjsmadder. Jeg var i chok. Mit hjerte stoppede. Vi græd alle sammen. Det var en kæmpe byrde, der blev løftet fra mig, sagde Aaron Mitchom til Atlanta Journal-Constitution.

Hans mor også var ovenud lykkelig.

- Det kræver en landsby, sagde Tina Mitchom med reference til et afrikansk mundheld, der går på, at man skal stå sammen om fællesskabets børn.

- Denne gave betyder, at Aaron kan begynde at hjælpe andre. Give tilbage til sin skole og tænke på, hvordan han kan hjælpe sine mindre søskende godt på vej.

Gavmilde Robert Smith understregede også fra talerstolen, at der ikke var tale om en fribillet, som de unge bare egoistisk skulle udnytte til egen fordel.

- Jeg ved, at denne årgang vil videreføre denne gave. Lad os gøre, hvad vi kan, for at fremtidige klasser også får gode vilkår og muligheder.

- Vi er nok til at tage vare på vores eget fællesskab.

- Vi er nok til at sørge for, at vi har alle muligheder for at opnå den amerikanske drøm.

- Lad os vise det gennem vores handlinger, ord og gerninger.

- Så årgang 2019. Må solen altid skinne på jer. Må I have vinden i ryggen. Og må Gud holde jer i sin hånd.

Charles Relefords søn fik slettet sin gæld på knap en halv million, men lillebroderen, der også har gæld, dimitterer først næste år.

- Måske kommer Smith tilbage og holder en ny tale, lød det håbefuldt fra de unges far.

Kort om Robert Smith

Født i 1962. Amerikansk forretningsmand, investor og fliantropist. Uddannet kemiingeniør.

Grundlægger, direktør og bestyrelsesformand for investeringsfirmaet Vista Equity Partner.

Forretningsmagasinet Forbes har udråbt Robert Frederick Smith til USAs rigeste afro-amerikaner foran tv-stjernen Oprah Winfrey.

Forbes har i 2019 placeret Smith som landets 355. rigeste person.

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere