Trump skaber aktiefald i USA og Japan: Rød dag i vente i Danmark

Trumps udmeldinger om sin egen centralbank får aktiemarkederne til at falde - også i Danmark

Trump har skabt yderligere modvind på de amerikanske aktiemarkeder med et tweet om, at den amerikanske centralbank ikke har føling med markedet. Foto: AP
Trump har skabt yderligere modvind på de amerikanske aktiemarkeder med et tweet om, at den amerikanske centralbank ikke har føling med markedet. Foto: AP

Rød er måske nok julens farve, men der bliver ikke meget sød julestemning over de danske aktiemarkeder, når de åbner på torsdag.

Fra begyndelsen af dagen vil de danske aktier - med mindre der sker et mindre julemirakel - falde et par procentpoint og dermed være markeret med rød.

Det spår investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen, der dog ikke ser det som en dag, der bliver meget værre end så mange andre på det seneste.

- Det er inden for rimelighedens grænser, og i det marked vi har haft her i efteråret, så er det jo nærmest mere reglen end undtagelsen, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Store kursfald ødelægger julestemningen på Wall Street

Værste jul nogensinde
Hele efteråret er udviklingen på verdens aktiemarkeder gået den forkerte vej, og juleaftensdag blev den værste nogensinde målt på værditab på amerikanske Wall Street.

Her faldt eksempelvis Dow Jones-indekset mere end 650 point, og ifølge BBC ligger december lunt i svinget til at blive den værste af sin slags siden depressionen i 1931.

Faldet på de amerikanske markeder smittede direkte af på de japanske aktier, og ved åbningen her til morgen faldt Nikkei-indekset med omkring fem procent.

Problemer med at få vedtaget næste års amerikanske finanslov, ulmende handelskrig med Kina og raseriudbrud fra præsident Trump på Twitter er medvirkende til, at markederne ser rødt.

'Det eneste problem i vores økonomi er centralbanken. De har ikke føling med markedet,' skrev Trump blandt andet i går, mandag, på Twitter.

Se også: Trump sviner centralbankdirektør - og aktiemarkedet styrtdykker

Boykotter markedet
Den uro, som Trump skaber på markederne, gider de langsigtede investorer ikke længere, forklarer Lars Skovgaard Andersen.

- De store langsigtede investorer gider simpelthen ikke lige nu. De har boykottet markedet, siger han og tilføjer:

- I virkeligheden ser vi jo nu, at aktierne er for billige i forhold til den økonomi, vi er i. Men samtidig ser vi, at markedet lige nu er overladt til meget få aktører, der tjener penge på, at markedet falder. Og de tjener jo så penge hver dag lige nu.

Som i et andet juleeventyr skal det hele dog nok blive godt igen, og Lars Skovgaard Andersen råder da også til, at danske aktieinvestorer beholder deres aktier.

- Hvis du er dansker, og du allerede er i markedet, så skal du holde fast og tage turen, siger han.

- Vi har stor set kun haft stigninger de seneste år, så mange nye investorer har aldrig oplevet usikkerhed på markedet, og de bliver selvfølgelig bange i sådan en situation her. Det er et wake up call om, at det altså ikke er uden risiko at have aktier. Men hold fast i aktierne, for hvis du er langsigtet investor, så plejer aktierne jo at outperforme obligationerne.

Eksperten: Sådan bliver 2019

 

2018 vil ikke blive husket for at være historiens bedste aktieår - hverken på de internationale eller danske markeder.

Eksempelvis er det danske C20-indeks faldet med knap 13 procent det seneste års tid.

Til næste år, forudser investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen, vil der dog igen være plus på de danske aktier.

- Hvordan det kommer til at gå i 2019, afhænger selvfølgelig meget af, om Trump bliver tøjlet. Omvendt har vi fået en række lykkeriddere ud af markedet, og selvom det nok bliver hårdt arbejde, så tror jeg på fem til syv procent i afkast, hvilket er okay, og i hvert fald bedre end bare at lade pengene stå, siger han.

Er du ved at slagte sparegrisen med planer om at købe aktier, så er investeringsstrategens råd, at du går efter de såkaldte kvalitetsaktier - altså solide virksomheder med pæn indtjeningsvækst og uden for meget gæld.

- Det ser vi blandt andet i it-sektoren, sundhedssektoren og industrien, men også i mange andre sektorer, siger han og tilføjer:

- Hvis du investerer i kvalitet, så er du robust nok til at kunne tåle at være i markedet, og når skyerne så på et tidspunkt spreder sig, så ser det hele pludselig meget lysere ud.

576 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere