Android: Ny billig topmodel fra Huawei

Honor 7 er navnet på den nye smartphone, som den kinesiske mobilproducent netop har lanceret

Huaweis Honor 7 kommer i butikkerne i løbet af uge 37. (Foto: Huawei)
Huaweis Honor 7 kommer i butikkerne i løbet af uge 37. (Foto: Huawei)

Under 3.000 kroner for en smartphone, der kan mere eller mindre det samme som meget dyrere modeller som Samsung Galaxy S6 og HTC One M9. Lyder det for godt til at være sandt?

Kinesiske Huawei hævder, at det er den skinbarlige sandhed – med Honor 7, som firmaet netop har præsenteret ved et større arrangement for pressen i London.

Sådan ser honor 7 ud. (Foto:Huawei)
Sådan ser honor 7 ud. (Foto:Huawei)
 

Læs også: Mere end iPhone den 9. september?

Lanceringen sker små ti måneder efter, Huawei lancerede den første Honor-mobil, Honor 6, som skulle kunne stå på egne ben uden Huawei-navnet og udelukkende blev forhandlet på nettet.

Kan købes i danske butikker
Nu er en ny Honor så landet, og Huawei er tilbage i ligningen, ligesom telefonen også vil kunne købes i fysiske butikker som Elgiganten og Bilka.

Læs også: Ny topmodel fra Sony på IFA?

Prisen bliver 2.999 kroner – 500 kroner mere end Honor 6 kostede – og med i pakken får man 5,2” skærm med Full HD-opløsning, 20 MP kamera og 8 MP frontkamera, 2,2 GHz ottekernet processor, 3 GB RAM og 16 GB indbygget lager, der kan udvides via microSD-kort (op til 128 GB).

(Foto:Huawei)
(Foto:Huawei)
 

På bagsiden af telefonen sidder en fingeraftrykslæser (præcis som på HTC One max), der også kan bruges som kameraudløser og til besvarelse af indgående opkald.

Læs også: Computerskærm oplader mobilen trådløst

Kan bruges som powerbank
Med et batteri på 3100 mAh er man sikret en lang batterilevetid, skriver Huawei i en pressemeddelelse om lanceringen. Men selv hvis uheldet skulle være ude, kan Honor 7 lades op til 50 pct. på kun 30 minutter. Oven i købet understøtter Honor 7 'reverse charging', hvilket betyder, at telefonen kan lade andre enheder op via sit eget batteri og fungere som en powerbank.

Honor 7 er i butikkerne i løbet af uge 37.

13 kommentarer
Vis kommentarer