Google vil åbne sine egne butikker

Ligesom Apple og Microsoft vil søgemaskine-giganten Google nu også have sine egne detailbutikker. De første skal efter planen åbne inden jul i år

Google vil gerne have et fysisk ansigt udadtil, og samtidig håber selskabet at kunne give mange flere forbrugere mulighed for at prøve de efterhånden mange Nexus- og Chrome-produkter, firmaet har lanceret i de seneste år.

Derfor arbejder søgemaskine-giganten med konkrete planer om at åbne en række detailbutikker, som i første omgang vil være at finde i de største byer i USA. Det skriver 9to5google.com.

Det er efterhånden godt tre år siden, at Google lancerede den første Nexus-smartphone med Android, og siden er en masse Android-baserede Nexus-produkter – både tablets og smartphones – kommet til.

Med egne butikker vil både Nexus-produkterne samt de mindre kendte bærbare computere med Googles pc-operativsystem, Chrome OS, de såkaldte Chromebooks, få en dedikeret salgskanal, og samtidig vil butikkerne også kunne tilbyde hjælp og rådgivning på samme måde, som Apple har gjort det i årevis i de populære Apple Stores.

Læs også: Disse produkter lancerer Apple i 2013

Bygger på erfaring
Selvom Google ikke hidtil har haft egne butikker, er firmaet ikke helt uden erfaringer udi detailsalg. For eksempel findes der Google 'butikker-i-butikken' i hundredevis af elektronikkæden Best Buy’s butikker rundt omkring i USA samt i cirka halvtreds PCWorld/Dixon-butikker i Storbritannien.

Og i samarbejde med Virgin har Google også haft små kiosker placeret i diverse lufthavne.

Målet for de kommende butikker skulle dog være langt mere ambitiøst, mener 9to5google.com.

Briller og førerløse biler
Google har i de seneste år arbejdet på en række banebrydende produkter, som firmaet nu også får mulighed for at præsentere og sælge igennem egne butikker.

Her tænker vi først og fremmest på Project Glass, der er Googles forsøg på at implementere apps, augmented reality og andre smarte funktioner i et sæt lette briller, og så selvfølgelig de førerløse biler, som Google er kommet meget langt med i USA – så langt, faktisk, at flere amerikanske stater allerede har ændret lovgivningen, så kørsel med førerløse biler nu er lovligt!

Læs også: Controller til PlayStation 4 lækket

Tanken er kort sagt, at disse nye teknologier er så anderledes, end noget vi før har set, at forbrugerne får brug for at se og røre ved produkterne selv for at blive overbevist. Og det er det, Google åbenbart nu vil tage hånd om.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere