Nu skal det være slut med døds-udsalg

Amerikanske butikker indfører crowd-control på stor udsalgsdag, efter at en butiksmedarbejder sidste år blev trampet ihjel

Den amerikanske supermarkedskæde Wal-Mart indfører nu crowd-control-teknikker for at dæmme op for de tilbudshungrende kunder på tilbudsdagen Black Friday, der sidste år kostede en person livet. (Arkivfoto: AP/Gerald Herbert)
Den amerikanske supermarkedskæde Wal-Mart indfører nu crowd-control-teknikker for at dæmme op for de tilbudshungrende kunder på tilbudsdagen Black Friday, der sidste år kostede en person livet. (Arkivfoto: AP/Gerald Herbert)

Årets ubestridt største udsalgsdag i USA løber af stablen den 27. november, fredagen efter Thanksgiving. Dagen kendes som Black Friday, og store amerikanske butikskæder har ofte nogle helt sindssyge tilbud, som folk glædeligt stå i kø efter i timevis.

Sidste år gik det helt galt i en Wal-Mart i Valley Stream, New York, da dørene åbnede tidligt om morgenen. Butiksmedarbejderen Jdimytai Damour blev nemlig trampet ned af horder af tilbudsjægere og døde senere af sine kvæstelser.

Vagter og afskærmningshegn
Den slags hændelser giver ikke ligefrem god presseomtale, så verdens største supermarkedskæde sætter nu alt ind på at undgå en gentagelse af sidste års kaos. Wal-Mart har meddelt, at mange butikker vil holde døgnåbent, og at man vil bruge crowd-control-teknikker som det bl.a. kendes fra store musikfestivaler.

Der vil være vagter og afskærmningshegn, der skal få bugt med de allermest aggressive tilbudjægere, og der vil blive opsat boder med deres egne køer inde i butikkerne, hvor man kan få fat i de hotteste tilbudsvarer.

- Vi er engageret i at finde på nye måder, så vores butikker kan være endnu sikrere for vores kunder og ansatte, siger en talsmand for Wal-Mart.

Uddeler kuponer inden åbning
Den store elektronikkæde Best Buy giver kuponer til de mest eftertragtede tilbudsvarer i dagene op til udsalget, så kunderne ikke behøver storme butikken, men kan tage det stille og roligt vel vidende, at de har sikret sig et eksemplar.

Best Buy giver også kort over butikkerne til kunderne, så de ikke skal løbe forvirrede rundt, og der vil være balloner og skilte, så man fra god afstand kan identificere det helt rigtige tilbud.

Årets store indkøbsdag
På Black Friday kan du spare hundredvis, hvis ikke tusindvis af dollars, hvis du får fingrene i nogle af de bedste tilbud. Best Buy sælger f.eks. et 40" flad-tv fra Sony til blot 3.300 kroner og en 16-tommer velvoksen laptop fra Toshiba til blot 2.000 kr.

Apple er normalt ikke meget for at give rabatter, men Best Buy giver dig et gavekort på 150 dollars, hvis du køber en MacBook til 1000 dollar. Du kan også finde Blu-ray-afspillere og GPS'er til under 500 kroner, og supermarkedskæden Target sælger en række køkkenmaskiner fra blot tre dollars.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere