Sådan vælger du den rigtige tv-pakke

Det nye tv-signal har fået tv-udbyderne ud af hullerne. Men tro ikke på alt i deres salgstaler, der lover mere end du har brug for

Hvor mange kanaler i den samlede pakke bliver i grunden brugt i hjemmet? Det er vigtigt at vide, for at kunne vælge rigtigt i digitaliseringens hede. (Foto: Colourbox)
Hvor mange kanaler i den samlede pakke bliver i grunden brugt i hjemmet? Det er vigtigt at vide, for at kunne vælge rigtigt i digitaliseringens hede. (Foto: Colourbox)

Yndlingskanalerne på tv kommer hverken billigt eller alene ind i de danske hjem. Med i tv-pakkerne følger altid flere kanaler med, som de færreste gider bruge tid eller penge på.

- Markedet er meget uigennemsigtigt. Dels fordi der er så mange nye tilbud, dels fordi udbyderne ikke er meget for at gøre det klart, hvad løsningerne koster, siger Martin Salomon, der er økonom i Forbrugerrådet til ekstrabladet.dk.

- Når priserne ikke er til at sammenligne, så ender forbrugerne med at have købt noget andet end det, de egentlig havde lyst til og brug for, siger økonomen.

Kæmpe digital efterspørgsel
Når det analoge tv-signal forsvinder på lørdag, viste den sidste opgørelse fra 1. oktober, at omkring 130.000 husstande endnu ikke havde fået tunet udstyret ind på det digitale signal. I alt har 627.000 husstande skullet ud og lægge tusindvis af kroner for at kunne se fjernsyn fremover.

- Derudover er der en masse, der ikke behøvede skifte udstyr, som gør det nu alligevel, siger Martin Salomon.

Derfor vælter det ind med 'gode tilbud' fra tv-udbyderne, der gerne vil gafle så mange kunder som muligt. Men her gælder det om ikke at lade sig rive med af salgstalerne.

Ikke helt som mobilmarkedet
- Udbuddet er vokset, og tv-pakkemarkedet er efterhånden ligeså mudret som mobilområdet. Men en stor forskel er, at køber du en mobil og bliver træt af operatøren, kan du stadig bruge selve mobilen. Hvis du bliver træt af din tv-udbyder og vil skifte, kan du ikke bruge alt hardwaren til noget, siger Martin Salomon og fortsætter:

- Det er en tungere og dyrere beslutning, der skal træffes.

Hold fokus
For at komme frem til et fornuftigt valg, råder Martin Salomon forbrugeren til at holde hovedet koldt.

- Digitalt udstyr er 'hypet' rigtig meget lige nu, og der er masser af spændende nyt. Men glem alt om reklamerne, for der bliver solgt rigtig meget lige nu, som folk aldrig kommer til at bruge, fordi de bliver revet med. Ens reelle forbrug er som regel væsentlig mindre, end det man køber, siger Martin Salomon.

Forbrugerrådets magasin Tænk har lavet en beregner, hvor du kan zappe rundt og se, hvad dine yndlingskanaler koster med de forskellige løsningsmuligheder. Den viser forbrugeren, hvor kanalvalget ligger rent prismæssigt.

Mange af tilbuddene viser nemlig kun priser for det første år, mens det andet år kan være meget dyrere.

Se Tænks beregner her eller gå kig på beregneren på telemarkedet.dk.

Digital ordbog

Digital modtager
Kræves hvis du modtager tv via en almindelig tv-antenne. Den digitale modtager kan være indbygget i dit tv eller det kan være en selvstændig boks. Den digitale modtagersikrer, at du kan modtage det nye digital signal på dit analoge tv. Hvis du har kabel, parabol eller bredbånds-tv skal du ikke gøre noget.

HDTV
Betyder High Definition TV (højopløsnings-tv). Et tv-billede består af en masse små prikker, kaldet pixels. Jo flere pixels, jo bedre kvalitet. HDTV har et højt antal, og kvaliteten er derfor i top. DR og TV2 sender i HD-kvalitet fra 2012.

HD-ready
Nogle tv er automatisk klar til HDTV. Men har du et tv af ældre dato, som ikke er 'HD-ready', kan du få den gode kvalitet alligevel, hvis du køber en digital modtager. Du kan kun se HDTV, hvis programmet er optaget i HD kvalitet, og tv-stationen sender programmet i HD-kvalitet - den digitale modtager alene giver ikke HDTV.

MPEG2 og MPEG4
MPEG står for Motion Picture Expert Group. Både MPEG2 og MPEG4 er komprimeringsstandarder til distribution af digitale billeder. MPEG4 komprimerer billederne, så de fylder endnu mindre uden mærkbar forringelse af kvaliteten. Alle Boxers kanaler samt DRs tre nye kanaler vil udelukkende kunne modtages med en MPEG4 digitalmodtager. DR1, DR2 og TV2 vil, indtil 2012, fortsat blive sendt i MPEG2, men overgår herefter til MPEG4.

Boxer TV
Som noget helt nyt, giver det nye tv-signal mulighed for, at man kan modtage stort set de samme kanaler til sin tv-antenne, som andre modtager på kabel eller parabol. Men hvis man vil se alle de kendte kommercielle tv-stationer, skal man tegne et særligt abonnement hos den nye udbyder af antenne-tv, Boxer. Boxer sender allerede i visse dele af Jylland og Sjælland, men fra den 1. november sendes over hele landet. Boxer vil sælge programpakker som kendes fra kabel og parabol.

Gode råd
- Gør dig klart, hvilken type TV signal du vil modtage. Der findes fire måder at modtage digitalt signal på:
Kabel
Parabol
Aantenne

Bredbånds-tv

Er du tilknyttet en bolig- eller antenne forening, er du måske allerede tilkoblet en udbyder.

- Vær opmærksom på, at hvis du vælger bredbånds-tv, er der to typer: Almindelig bredbånd (kobber) og fiber. Med en fiberforbindelse er du garanteret din hastighed, mens hastigheden kan variere med en almindelig bredbånds forbindelse.

- Overvej hvilke kanaler du ønsker og vælg pakke herefter. Alle pakker har for det meste DR og TV2. Skal du have kanaler som TV3, TV2 Sport og måske film kanaler, så skal du undersøge markedet.

- Overvej, om de er flere fjernsyn i husstanden eller måske i sommerhuset, der skal modtage signal. Der er nemlig stor forskel på, hvad det koster at få signal til et ekstra fjernsyn.

- Se dig godt for. Kig på de totale omkostninger over en periode på to år. Første år kan være meget billig i forhold til det andet år. Hvis du vælger bredbånds TV, skal du være opmærksom på, at du skal have en bredbåndsforbindelse. Der anbefales minimum en 10Mbit download hastighed.

- Bestil gerne din forbindelse via internettet. Der kan være penge at spare - blandt andet Canal Digital, TDC og Telia giver online rabat.

- Har du en almindelig hus-antenne og kun vil se DR1, DR2 og TV2, er det den billigste løsning. Du skal blot anskaffe en digital boks modtager – hvis dit TV ikke allerede understøtter det. Du kan finde priser på digitale bokse på PriceRunner.dk.

Kilder: Forbrugerrådet og PriceRunner.dk

Sådan vælger du rigtigt

- Skriv ned, hvilke kanaler du egentlig har set den sidste måned. Der er sikkert mange i den samlede pakke, der aldrig bliver brugt. Når du har fundet ud af, hvad du egentlig bruger, så skriv ned hvad du har lyst til? For eksempel mere sport?

- Skal alle apparater i huset have digitaliseres?

- Find oplysninger om de forskellige løsninger, og sæt dig ind i materialet. Brug eventuelt Tænks beregner eller gå ind på telemarkedet.dk's.

- Spørg venner og bekendte om deres erfaringer

- Vær opmærksom på elforbruget. Der er kæmpestor forskel, så tjek eventuelt Elsparefonden, der har testet energirigtige modtagebokse.

Kilde: Forbrugerrådet

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere