Få nyt tv for en formue

Samsung er snart klar med deres ellevilde 85-tommers UHD-TV, og prisen bliver høj. Vældig høj

Efter årevis med prispres og pressede marginer på fladskærme, håber tv-producenterne, at de kæmpestore UHD-tv skal være med til at hæv bundlinjen. Ultra-HD skærmene har ikke bare fire gange højere opløsning end almindelige tv, men også en endnu højere pris.

Som et bevis på denne tendens, har LG og Sony begge lanceret hver deres 84” UHD tv til omkring 130-180.000 kroner. Nu er Samsung på banen, og prislappen på deres nye 85”-model er ikke noget for sarte sjæle heller: Hele 40.000 euro eller i omegnen af 300.000 kroner skal modellen koste, når den kommer på markedet i april 2013. Det gør Samsung-skærmen til en af verdens dyreste tv til kommercielt salg, kun slået af nogle højt bevingede Bang & Olufsen tv.

Læs også: Potente plasmaer fra Samsung

85S9000
Med en opløsning på 3840 x 2160 pixels byder Samsung-skærmen på hele 8 millioner pixels, eller fire gange så meget som en ordinær Full HD skærm (1920 x 1080). Skærmen er kant-LED baseret, med Samsungs egen Micro Dimming teknik for bedst mulig kontrast og sortniveau.

S9 koster næsten det dobbelt af sine nærmeste Ultra-HD konkurrenter, og så får du et tv med 1” større skærmdiagonal, som utvivlsom er fint at se på, da det hænger i sin stillige ramme, eller Gallery Design, som Samsung kalder det.

Billedrammen indeholder også højttalerne til tv´et, et trevejs højttalersystem på 120 watt, indbygget Skype-kamera med mikrofon og bevægelsessensor er også på plads. Rammen har en skjult kanal til ledninger op langs kanten, og tv-beslaget er hængslet således, at det er muligt at justere højde og vinkel på skærmen.

Ikke for alle og enhver
Uanset hvordan man vender og drejer det, er dette et kostbart tv, og måske er det ikke tilfældigt, at Samsung har lagt lanceringen i Monaco. For som Samsungs egen repræsentant bemærker:

- De, der har råd til et tv i denne prisklasse, blinker ikke over nogle hundrede tusinder fra eller til.

Ganske rigtigt, efter at have beundret bådene på kajen i Albert II´s fyrstedømme, bliver 300.000 som en dråbe i havnebassinet at regne. Alligevel, du kan faktisk købe to LG 84-tommers for prisen af Samsungs 85-tommer. Det kan jo være praktisk med et tv ombord på yachten også?

Hvis du synes 85” bliver for småt, kommer Samsung også med en 110” version til efteråret. Prisen tør vi slet ikke tænke på.

Læs også: 55F8505: Lækkert design-tv fra Samsung

Billigere storskærme
For os almindelige lønmodtagere, er det mere interessant, at Samsung også kommer med flere billige storskærme i år.

Udvalget af modeller fra 60” og opefter udvides kraftigt, og både 6000 og 8000-serien bliver tilgængelig i størrelser helt op til 75 tommer. Da med almindelig Full HD-opløsning, men også langt mere ædruelige priser. Tør vi håbe på omkring 30.000 kroner for den billigste 75-tommers i 6000-serien?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere