Nokia klar med iPhone-dræber

Overlegen ergonomi og gigantisk lagerplads skal lokke gadget-glade mobilkøbere til at blive hos Nokia. Finnerne løfter sløret for næste års flagskib

Nokias bud på en iPhone-dræber hedder N97, og bliver lanceret om et halvt års tid. (Foto: Nokia)
Nokias bud på en iPhone-dræber hedder N97, og bliver lanceret om et halvt års tid. (Foto: Nokia)

BARCELONA (Ekstra Bladet): Verdens mest avancerede mobile computer, kalder finnerne selv deres bud på en mobil, der skal få Apples øverste chef, Steve Jobs, til at ryste i bukserne. Jobs kan dog tage den med ro det næste halve års tid, for der kommer til at gå cirka seks måneder, før Nokia N97 rammer butikkerne.

Men til den tid vil nyslåede N97-ejere kunne glæde sig over berøringsfølsom skærm på 3,5 tommer, 5 megapixel-kamera med mulighed for video, 32 gigabytes indbygget hukommelse og fuldt tastatur, som er lige til at skyde ud under mobilens mave. Den indbyggede hukommelse kan desuden suppleres med hukommelseskort, og Nokia lover at have et micro SD-kort på 32 gigabytes klar ved lanceringen af N97.

Finner foretrækker fysiske taster
Så mens konkurrenten i Californien holder sig til touchscreen-tastatur, mener finnerne stadig, at fremtidens mobil har fysiske taster. Dermed ligner N97 konkurrenterne Xperia X1 fra Sony Ericsson og Touch Pro fra HTC ganske meget, men Nokia nægter at sammenligne sit nye flagskib med rivalerne.

- N97 har bedre ergonomi og ikke mindst software end konkurrenterne, siger direktøren Juha-Pekka Sipponen til Ekstra Bladet ved dagens stort anlagte event, Nokia World 08 i Barcelona.

Behageligt at skrive beskeder
Med ergonomi hentyder Sipponen til, at tastaturet på N97 kan klappes op i en vinkel på 35 grader. Det skal ifølge Nokia gøre det nemmere at tyde skærmen i høj sol samt gøre det mere behageligt at skrive lange beskeder på mobilen.

Og hvad angår software, så holder Nokia sig fortsat til styresystemet Symbion. Sony Ericsson og HTC sværger til Windows Mobile, mens Apple naturligvis bruger deres eget OS i iPhone.

Prisen for N97 forventes at lande på godt 4000 kroner før moms og uden eventuelle tilskud fra mobilselskabet.

0 kommentarer
Vis kommentarer