Billigere sms'er på vej i Europa

Der er godt nyt til sms-glade europæere. EU vil formentlig i dag vedtage, at prisen på de små tekstbeskeder sættes betydeligt ned

Prisen på sms sænkes formentlig fra de nuværende 2,50 kroner til en krone. (Foto: Colourbox)
Prisen på sms sænkes formentlig fra de nuværende 2,50 kroner til en krone. (Foto: Colourbox)

Det bliver efter alt at dømme billigere at sende en sms til din kusine i London eller din kæreste, der er på ferie i Grækenland. EU's ministerråd vedtager nemlig med al sandsynlighed i dag, at prisen på sms skal sænkes fra de nuværende 2,50 kroner til en krone. Det skriver DR Nyheder.

Især den danske videnskabsminister, Helge Sander, har presset på for at få ændret taksten.

- Der er noget helt galt, når forbrugerne bliver opkrævet over 800 procent højere priser end de reelle omkostninger er. Det svarer til at skulle give 60 kroner for en liter sødmælk, der normalt koster 7-8 kroner, siger han til DR.

En prisanalyse fra IT- og telestyrelsen viser, at selv hvis prisen for en sms-besked sendt fra ét EU-land til et andet var 31 øre, ville teleselskaberne stadig have en rimelig fortjeneste.

Udover billigere sms’er vil ministerrådet også beslutte, om billedbeskeder og netopkobling via mobiltelefonen skal være billigere.

Hvis der er enighed, vil forbrugerne kunne nyde godt af de nye takster fra næste sommer.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere