Dolby laver super TV

Dolby Pulsar skal være verdens mest lysstærke TV og have brillefri 3D

Foto fra Edbpriser.dk
Foto fra Edbpriser.dk

Lydgiganten Dolby, der netop har lanceret Dolby Atmos lydsystemet til biografen, vil nu også være med på hjemmebiograf-fronten, skriver TechRadar.

Under navnet Pulsar vil Dolby lave en fladskærm på 4.000 nits, hvilket er en betegnelse for skærmens lysstyrke, og for at sætte det lidt i perspektiv ligger de nuværende TV typisk på omkring 100 nits ifølge Dolby.

Den lysstærke fladskærm blev fremvist i en prototype udgave af Dolby ved et event i sidste uge, og TechRadars udsendte var meget imponerede over Dolbys resultater indtil videre.

Læs også: Fem supersmarte bærbare der også er en tablet

Fordi en almindelig fladskærm skal fordele sine 100 nits jævnt ud over hele skærmens billede, vil der konstant blive gået på kompromis med de mest lysende elementer i billedet som sollys, metaller og de stærke, klare farver som for eksempel en rød bus.

Det problem kommer Dolby Pulsar ikke ud for på grund af den overlegne lysstyrke, så alle farver får den klarhed, de skal have, metal giver genskær, som det skal, og sollys bliver direkte blændende.

Fire gange så mange LED pærer
Det kræver naturligvis også noget ekstra kraftig indmad i Dolbys Pulsar fladskærm at frembringe så meget lys, og det har blandt andet betydet, at Dolby har sat fire gange så mange LED pærer i Pulsar fladskærmen i forhold til et moderne LED TV.

Herudover er Dolby Pulsar kølet med et indbygget vandkølingsanlæg, men det er stadig en prototype, og Dolby arbejder på at bringe specifikationerne noget ned, så deres nye TV også bliver til at betale.

Brillefri 3D i Dolby Pulsar
Dolby har arbejdet sammen med Philips i over et år på at udvikle brillefri 3D, der vil være en nemmere at gå til og en mindre begrænsende oplevelse end de nuværende udgaver med briller.

Læs også: Fremtidens smartphone er ikke en telefon

Og også her er der fremskridt at spore, idet man får en udmærket 3D oplevelse på Dolby Pulsar, selvom man bevæger sig rundt foran skærmen, beretter TechRadar.

Dolby og Philips er faktisk kommet så langt med brillefri 3D, at de regner med at kunne sende de første fladskærme med teknologien på markedet inden julen i 2014.

Priserne på de brillefri 3D TV eller Dolby Pulsar fladskærmen er Dolby ikke klar til at melde ud endnu, men forhåbentlig har de noget at vise frem på forbrugerelektronik-messen CES i Las Vegas i starten af januar.

0 kommentarer
Vis kommentarer