Google køber sig ind i drone-kapløb med Facebook

Førerløse fly skal være med til at udbrede internet-adgangen for millioner af mennesker, lyder det

Google vil sikre befolkningen i mindre udviklede egne af verden adgang til internettet ved hjælp af førerløse fly.

Det amerikanske teknologifirma har købt firmaet Titan Aerospace, der producerer droner, som kan holde sig i luften nonstop i årevis, skriver Wall Street Journal.

Dronerne fra Titan Aerospace er soldrevne og kan ifølge firmaet flyve rundt i 19 kilometers højde i op til fem år.

- Titan Aerospace og Google deler en optimisme om potentialet for at forbedre verden gennem teknologi, udtaler Google.

Købsprisen for dronefirmaet, der hører hjemme i New Mexico, nævnes der ikke noget om.

Ifølge Google er det endnu for tidligt at komme med konkrete udmeldinger om selskabets drone-strategi. Men levering af internetadgang til millioner af mennesker kan være med til at løse problemer i forbindelse med katastrofehjælp og miljøulykker, mener selskabet.

Dronerne fra Titan ligner svævefly og har et vingefang på 50 meter. De pilotløse fly ventes at være operative i 2015.

Facebook oplyste i marts, at det med hjælp fra droner og satellitter vil forsøge at sikre en langt større del af klodens befolkning mulighed for at få internet.

Næsten 60 procent - over tre milliarder mennesker - har i dag ingen adgang til nettet.

Facebook havde Titan Aerospace i opkøbskikkerten for nogle måneder siden, men endte med at købe den britiske drone-producent Ascenta.

Facebook menes at have betalt cirka 20 millioner dollar for firmaet ifølge Wall Street Journal.

0 kommentarer
Vis kommentarer