Apple får millionbøde

Apple har fået en bøde på 3,6 mio. kroner for at have blandet sig i, hvad tre taiwanesiske mobilselskaber tog for deres iPhones

Elektronikgiganten Apple har fået en økonomisk afklapsning for prismanipulation i Taiwan (Foto: AP)
Elektronikgiganten Apple har fået en økonomisk afklapsning for prismanipulation i Taiwan (Foto: AP)

Den amerikanske elektronikgigant Apple fik onsdag et økonomisk rap over nallerne af konkurrencemyndighederne i Taiwan.

Konkurrencemyndigheder har haft bødeblokken fremme, fordi Apple har blandet sig i, hvordan tre taiwanesiske mobilselskaber har prissat Apples populære iPhone-telefoner. Det skriver avisen Wall Street Journal.

Apple har brudt taiwanesisk lov, fordi selskabet har blandet sig i prissætningen, efter at de enkelte mobilselskaber havde købt rettighederne til at distribuere de forskellige produkter i Apples iPhone-serie.

- Af de mailkorrespondancer, vi har set mellem Apple og de tre mobilselskaber, fremgår det, at selskaberne har sendt deres priser til godkendelse hos Apple, før produkterne er kommet på markedet, hedder det i en meddelelse fra Taiwan's Fair Trade Commission (TFFC), som har efterforsket sagen.

For forseelsen skal Apple betale 20 million New Taiwan Dollar (cirka 3,6 millioner kroner). Hvis Apple vælger ikke at efterleve TFFC's røffel, kan bøden stige til 50 millioner New Taiwan Dollar (cirka 9 millioner kroner).

Myndighederne har kun kigget efter prisfusk i forbindelse med iPhones, og TFFC oplyser, at der ikke er planer om at undersøge, om Apple også snyder med priserne på andre produkter - som for eksempel de populære iPads - i Taiwan.

0 kommentarer
Vis kommentarer