Apple får patent på soldrevet MacBook

Et af Apples 31 nye patenter omhandler en bærbar enhed med solpaneler og touch-input på bagsiden af skærmen

Soldrevet MacBook kan være på vej. (Illustration: MacWorld)
Soldrevet MacBook kan være på vej. (Illustration: MacWorld)

Fremtiden kunne godt byde på en soldreven MacBook, da et af Apples nyeste patenter meget vel kunne implementeres i en kommende MacBook, skriver TechRadar.

Læs også: Nu skal du køre Windows og Android på samme maskine

Solpanelerne vil ifølge patentet blive placeret på bagsiden af skærmen eller oversiden af den lukkede MacBook, om man vil, og de vil selvfølgelig kunne bruges til at oplade den bærbares batteri.

Både solkraft og touch-input i MacBook
I patentet står det dog også beskrevet, hvordan solpanelerne kan bruges til at oplyse et logo, der er indlejret i skærmens bagside, samt drive nogle touch-sensorer, som ligeledes vil være indbygget i låget.



Soldrevet MacBook. (skitse fra patentansøgningen)
Soldrevet MacBook. (skitse fra patentansøgningen)


Touch-sensorerne kan blandt andet bruges til at udløse en magnetisk låsemekanisme, hvorefter den bærbare kan åbnes, hedder det i patent-beskrivelsen.

Smart glas beskytter solpanelerne
Solpanelerne, og hvad der ellers bliver indbygget i låget på den fremtidige MacBook, skal beskyttes af såkaldt Smart glas, der gør det muligt at styre hvor meget lys, der passerer igennem det.

Smart glas er en teknologi, som ellers mest er brugt i vinduer og loftsvinduer, der muliggør at skifte mellem mørkt og gennemsigtigt glas, så man kan regulere både lys- og varme-indtaget.

Hvornår kommer den soldrevne MacBook?
Som det er tilfældet med de fleste patenter, kan der være mange år fra idé til færdigt produkt, og en god idé er ikke engang en garanti for, at der nogensinde vil komme en færdig vare, der gør brug af patentet.

Læs også: Apples nye patent er en julegave til æble-fans

Men i en verden, der har brug for flere bæredygtige produkter, ville en soldreven bærbar PC da være et kærkomment tiltag, og Apple kunne godt være firmaet, der virkeliggjorde visionen med en soldreven MacBook eller måske en iPad med solceller.

0 kommentarer
Vis kommentarer