Superzoom på Sony og Olympus

Test: Du vil have fingrene i et kamera med 50x ultrazoom, men hvilket skal du vælge? Vi har zoomet ind på apparater fra Sony og Olympus

Har du brug for et kamera med ultrazoom, så læs testen her og bliv klogere. (Foto: Lyd & Billede)
Har du brug for et kamera med ultrazoom, så læs testen her og bliv klogere. (Foto: Lyd & Billede)

På papiret ser 50x zoom tillokkende ud. For dermed kan man dække et vanvittig stort område. Fra bred vidvinkel ved landskaber til ekstrem zoom, der er så kraftig, at erfarne spioner ville savle af glæde.

Der findes også 30x og 40x zoom, men kun 50x dækker området fra 24 til 1200 mm brændvidde.

Det er dog ikke sikkert, at billedet bliver skarpt.

Grunden hertil er enkel: På 1200 mm er afstanden så stor, at det næsten er umuligt at holde kameraet stille nok. Det svarer nogenlunde til at prøve at tegne en perfekt cirkel med en blyant bundet til et kosteskaft!

Nødvendig billedstabilisering
Med så store problemer med at holde kameraet i ro, når motivet er langt væk, har man brug for effektiv billedstabilisering. I HX400V har Sony derfor valgt optisk billedstabilisering, men kameraet har en lang række andre funktioner oveni.

Elektronisk søger er almindeligt på kameraer som dette, men her er den desværre lille, lavopløst, ikke særlig skarp og undertiden med støj. Flytter man blikket ud på selve kameraet, finder man en vipbar skærm – uden touch-funktion – og en multifunktions blitzsko.

Læs også: Det bedste fra begge verdener

HX400V kan bruge Wi-Fi til overførsel af billeder og NFC for nem tilkobling. Det kan optage video i fuld 1080 HD-kvalitet på op til 50p og med 28 Mbit/s hastighed, så filmvisningen bliver mere jævn og ikke hakker. Man kan også downloade PlayMemory-apps for at udvide kameraets funktionalitet, og det har GPS-tagging af billederne.

Optisk sigte virker
Ligesom Sony HX400V har Olympus SP-100EE indbygget billedstabilisering, som hjælper lidt, men hvis man ikke kan holde motivet i søgeren, kæmper man alligevel. Især hvis man skal fotografere noget, der bevæger sig, såsom fodboldspillere eller fugle.

Olympus har dog fundet en løsning på problemet, der fungerer ganske godt. De har tilføjet et optisk sigte, der popper op, når man slår blitzen op. I midten af sigtet oplyser en LED-lampe et trådkors, så man lettere kan sigte på objekter, der er langt væk. Præcis som et optisk sigte på en jagtriffel.

Det er endda muligt at kalibrere trådkorset med et hjul på den side af søgeren, så trådkorset kan placeres præcis midt i søgerbilledet.

Det enkleste er det bedste
Olympus SP-100 er meget lig Sony HX400V på de fleste punkter, men mangler Wi-Fi, blitzsko og GPS (det understøtter dog FlashAir hukommelseskort med Wi-Fi). Det har heller ikke vipbar skærm, og den elektroniske søger på SP-100EE – EE står for Eagle Eye – er ikke bedre end på HX400V.

Læs også: Lynhurtigt allround-kamera

Desuden mangler den sensor, der tænder søgeren automatisk, når man løfter kameraet til øjet.

Olympus-kameraet har en lige så stor billedsensor, men 16 megapixel mod Sonys 20, og skudtakten er 7 fps mod Sonys 10. Ellers er de meget ens. En 24-1200 mm 50x zoom med blænde f/2.9-6.5 giver den samme enorme rækkevidde, der gør disse kameraer så tillokkende.

Tekniske detaljer:

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Sony Cyber-shot HX400V

Karakter (1-6): 4

Fakta

Type: Ultra-zoom kamera med 20 MP 1/2,3" billedsensor

Optik: 24-1200 mm f/2.8-6.3, 50x zoom

Skærm: 7,6 cm LCD, 921K billedpunkter

Højdepunkter: Wi-Fi, NFC, GPS, vipbar skærm, 10 fps

Pris: 3700 kroner

Billedkvalitet: Farvegengivelse og billeddynamik er synligt bedre end på Olympus SP-100EE. Det samme er støjdæmpningen, der ikke er så aggressiv og giver fuldt brugbare billeder ved ISO 1600 og til dels 3200. Det betyder acceptabel billedkvalitet indendørs i svagt lys. Billedkvaliteten er dog langt fra Sony RX10 (9500 kroner) med 28-200 mm f/2.8 zoom.

Plus: Høj opløsning og skarp optik giver flot billedkvalitet under de fleste forhold. God brugervenlighed samt zoom- og fokusring trækker også op.

Minus: Meget billedstøj og faldende skarphed på lange brændvidder viser alt for tydeligt, hvilke kompromiser man må acceptere i et ultra-zoom kamera.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Læs hele testen her

 

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Olympus Stylus SP-100EE

Karakter (1-6): 4

Fakta

Type: Ultra-zoom kamera med 16 MP 1/2,3" billedsensor

Optik: 24-1200 mm f/2.9-6.5, 50x zoom

Skærm: 7,6 cm LCD, 460K billedpunkter

Højdepunkter: Elektronisk punktsigte, 7 fps, 120 fps VGA-optagelse

Pris: 2990 kroner

Billedkvalitet: Den optiske ydelse fra Olympus-kameraet er god for et så komplekst zoomobjektiv. Desværre kan man ikke vælge mere end to eller tre blændeværdier selv, hvilket begrænser kreativiteten. Skarpheden på vidvinkel op til ca. 100 mm er jævnt god, men den falder kraftigt, når man zoomer ind. På 1200 mm er der markant tab af skarphed, også fordi billedstabiliseringen ikke kan kompensere godt nok. Brug stativ, hvis det er muligt.

Plus: Genialt sigte gør det lettere at ramme motivet på lang afstand, og slowmotion-video er en praktisk funktion.

Minus: Træg autofokus og synlige begrænsninger i billedkvaliteten trækker kraftigt ned for et kamera, der ellers har gode fortrin.

(Foto: Lyd & Billede)
(Foto: Lyd & Billede)
 

Læs hele testen her

0 kommentarer
Vis kommentarer