Ikea-kataloget er 75 procent falsk

Photoshop er et ofte benyttet redskab for fotografer - men hos Ikea har man taget skridtet videre

Ikea-katalogerne bruger ikke rigtige billeder, men 3D-modeller i Photoshop. (Foto: Flickr/Matt Crest)
Ikea-katalogerne bruger ikke rigtige billeder, men 3D-modeller i Photoshop. (Foto: Flickr/Matt Crest)

Det er meget almindeligt, at der i Photoshop (billedredigeringsprogram, red.) bliver justeret på lyset og skruet op for detaljegraden, før et billede havner i et magasin.

Møbelfirmaet Ikea har dog taget billedemanipuleringen til et nyt niveau. 75 procent af bladet er kunstigt produceret og klippet sammen i computeren, har de fortalt til Computer Graphics Society – en onlineblog om blandt andet Photoshop.

Startede tidligt
– Allerede i 2004 var otte-10 produktguides lavet udelukkende på computeren. De var ganske vist ikke specielt velproducerede efter nutidens standarder, men det var startskuddet.

– I 2006 viste vi det første 100 procent computer-animerede produkt i vores katalog - stolen Bertil,  siger Martin Enthed, it-ansvarlig i Ikea, til Computer Graphic Societ.

Øget fleksibilitet
I dag har Ikea bygget over 25000 3D-modeller af møbler i deres computere, de let kan indsættes i forskellige sammenhænge, når de laver et katalog.

– Igennem de sidste 20 år har vores fotografer arbejdet med indretningsarkitekter på at skabe en bestemt følelse, når man ser et rum. Det er en stor udfordring at få omsat den viden til 3D-kunstnere, der er specialister i deres fag, men ikke har viden inden for boligarkitektur.

– Vi har brug for at få dem til at forstå, at deres designs skal udtrykke en vis følelse. Det kæmpede vi meget med i starten,  siger Martin Enthed.

Den primære årsag til Ikeas procedure er for Ikea-designernes skyld. Det giver en øget fleksibilitet, når der skal designes nye rum. Logistikken omkring møblerne er dermed ikke længere et problem, når der skal tages et billede.

0 kommentarer
Vis kommentarer