Beskyt dig selv på nettet med 5 simple råd

Efterhånden som flere og flere offentlige og private tjenester bliver digitaliseret, er det vigtigere end nogensinde at beskytte sig mod hackerangreb på internettet – her er fem tips, som kan holde hackere væk fra din computer

Beskyt dig selv og din computer mod kriminelle hackere. (Foto: Brian Klug)
Beskyt dig selv og din computer mod kriminelle hackere. (Foto: Brian Klug)

Det er lettere at få fat i dine personlige oplysninger, end du tror. De fleste danskere har indtastet deres CPR-nummer på nettet, logget ind på netbanken for at tjekke konti eller købt varer på hjemmesider, hvor man skal indtaste sine kreditkortinformationer.

Man kan let føle sig sikker, når man sidder hjemme i sofaen og surfer rundt, men virkeligheden er, at der sagtens kan sidde en hacker et eller andet sted og følge med i alle dine online aktiviteter. En skræmmende tanke. Du kan heldigvis styrke din online sikkerhed markant ved blot at følge disse fem råd, der gør livet surt for en hacker.

Se også: Sådan fikser du din Lenovo-computer

1. Brug to-faktor-autentificering – et ekstra kodeord
Hvis en hacker har fået adgang til din computer, kan vedkommende få fat i dine forskellige passwords. Derfor har nogle websider en to-faktor-autentificering – altså et slags ekstra kodeord. Det er derfor, man har sit NEM-ID nøglekort til netbank og andre personlige ydelser.

Andre internationale hjemmesider som Google og Facebook, tilbyder i stigende grad brugere at tilvælge denne ekstra sikkerhed. Således indtaster man sit normale kodeord, og får derefter tilsendt en kode mere, oftest som en tekstbesked til ens telefon.

Simpelt, men et kodeord mere, er lig med dobbelt så god sikkerhed!

2. Hold dine enheder og browsere opdateret
Browsere, styresystemmer og smartphones skal helst opdateres så hurtigst som muligt. Ofte er opdateringerne et tegn på, at man har fundet en sikkerhedsbrist i systemerne eller browseren, som dermed skal rettes.

Tøv derfor ikke med at opdatere med det samme næste gang din computer fortæller dig, at den har en opdatering klar.

3. Brug unikke kodeord
Kodeordet er en klassisk sikkerhedsbrist. Alle ved jo godt, at man ikke skal vælge et kodeord, som kan være let at gætte. Alligevel laver rigtig mange svage kodeord, fordi det kan være lettere at huske. I 2014 var de mest lækkede kodeord: '123456' og 'password'. Det er også meget typisk for brugere at inkludere deres fødselsdagsdato eller eget navn i kodeordene, skriver mashable.com.

Se også: Sådan knuser du en internet troll

Derfor bør du vælge et unikt kodeord, som intet har med dig personligt at gøre. Du skal helst også bruge et unikt kodeord på hver hjemmeside eller service, du logger ind på.

Hvis du har svært ved at huske de forskellige koder, kan du skrive dem ned eller hente en 'password manager', for eksempel Lastpass.

4. Lav et Google sikkerhedstjek
Dette trin er for alle dem, som bruger en service fra Google. Det vil sige dem, som har oprettet en bruger på en af deres tjenester, eksempelvis Gmail.

Sikkerhedstjekket giver dig et overblik den seneste log-in aktivitet på dine brugere. På den måde kan du tjekke, om der er andre end dig selv, som har adgang til brugeren. Hvis det er tilfældet bør du omgående skifte kodeord.

Kom i gang med sikkerhedstjekket her.

5. Brug https når du kan
Her bliver det lidt teknisk. Du har sikkert set http eller https før 'www.' i webadressen. Det er en slags protokol, som overfører data mellem din computer og hjemmesidens server. Forskellen mellem de to er, at https er en krypteret forbindelse mellem din computer og serveren, mens http ikke er det. Det vil sige, at hjemmesider, som kun bruger http, altså er langt mere udsatte for sikkerhedsbrister.

De fleste større hjemmesider er i dag kompatible med https, men det er en god ting at være bevidst om forskellen. Indtast derfor ikke personlige oplysninger på en hjemmeside, hvor dataoverførslen ikke er krypteret med https.

Der er tilføjelsesprogrammer til din browser, som automatisk sørger for at ændre http-adressen til en https-adresse, hvor det er muligt, eksempelvis 'Https Everywhere'.

Bemærk, at det er vigtigt at have et antivirusprogram installeret på computeren, som kan opdage og fjerne eventuelle virusinfektioner, hvis du allerede er inficeret. Der findes adskillige gratis versioner, men det kan være en fornuftig investering at smide lidt penge efter et anerkendt program, for eksempel Norton Internet Security.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere