Danskerne plages af dårligt internet

Etageejendomme med flere lejligheder kan give problemer

Arkivfoto: Colourbox
Arkivfoto: Colourbox

Dårligt og ustabilt internet i hjemmet plager danskerne. Hele 89 procent oplever, at de mister forbindelsen til nettet i hjemmet i større eller mindre grad. Det viser en undersøgelse, som Yougov har foretaget for Søndagsavisen.

Kun 11 procent angiver, at de aldrig har problemer.

23 procent, angiver, at de har udfald på nettet dagligt eller flere gange om ugen.

De relativt høje tal kommer ikke bag på Lars Dittmann, professor på DTU og ekspert i netværk.

- Trådløst internet har mange problemer. Det største er nok, at trådløse netværk ikke har det godt med hinanden,  siger han til Søndagsavisen og fortsætter:

- Bor du i en etageejendom med adskillige lejligheder, der har hver deres netværk, er der simpelthen ikke plads til dem alle sammen. Det bliver værre, jo flere der er.

Han forklarer, at flere andre elektroniske anordninger kan forstyrre signalet fra det trådløse netværk.

- Bluetooth på mobiltelefonen for eksempel. Fjernsynet og mikrobølgeovnen er også  store syndere, forklarer han.

Carsten Sørensen, teknisk redaktør på Alt om Data, er heller ikke forundret over,  at danskerne oplever mange problemer med deres internet.

Han råder blandt andet til, at man sætter sin router et  godt sted.

- Man kan vinde meget ved at sætte routeren et sted, hvor  der er frit udsyn. Der må ikke være for mange vægge i vejen eller stå genstande foran routeren. Den fungerer bedst ved at stå frit. Hvis man ikke synes, den er så pæn, må man prøve sig lidt frem, forklarer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere