Dommer forbyder kvinde at anvende mobiltelefon

En dommer i USA har forbudt en kvinde at eje en mobiltelefon i to år, efter at hun dræbte en cyklist i et øjebliks uopmærksomhed

Du har hørt det tusind gange – lad vær' med at tale i telefon, mens du kører. En kvinde fik for nylig en noget anderledes straf i forbindelse med netop samme forseelse. (Foto: Flickr/Lord Jim)
Du har hørt det tusind gange – lad vær' med at tale i telefon, mens du kører. En kvinde fik for nylig en noget anderledes straf i forbindelse med netop samme forseelse. (Foto: Flickr/Lord Jim)

Vi elsker vores mobiltelefoner. Men måske elsker vi dem nogen gange lidt for meget – i hvert fald, hvis man ikke kan lægge den fra sig, når man kører bil.

For det sker desværre ofte, at mobiltelefonerne er skyld i uheld og endda dødsfald.

Og for nylig ramte det sorte uheld en cyklist i USA. Den kun 34-årige Jill Byelich blev nemlig påkørt af den 23-årige Mitzi Nelson, der ifølge anklagerne havde travlt med at tjekke sin telefon.

Mitzi Nelson blev efterfølgende idømt to års prøvetid og seks måneders fængsel med mulighed for, at de sidste tre af månederne kan sløjfes. Derudover fik hun også en omgang samfundstjeneste og en bunke bøder.

Men det var ikke nok ifølge dommeren, Stewart McDonald, der besluttede at give hende en ekstra, noget kontroversiel dom.

'Et privilegium – ikke en ret'
Mitzi Nelson må nemlig ikke eje eller anvende en mobiltelefon de næste to år, skriver det lokale nyhedsbureau State Journal.

Ifølge samme nyhedsbureau var det oprindeligt Jill Byelichs mand, der fremlagde et ønske om en sådan dom. Et ønske som dommeren altså opfyldte.

– Jeg synes ikke, at hun (Mitzi Nelson, red.) har ret til at have en mobiltelefon. Det er et privilegium og ikke en rettighed, sagde dommer Stewart McDonald angiveligt, da han fremlagde dommen over for Mitzi Nelson.

Tilbage er spørgsmålet så, hvordan myndighederne har tænkt sig at overvåge denne del af dommen i praksis. Det fremstår umiddelbart let for Mitzi Nelson blot at låne en telefon fra en ven eller en bekendt.

Hypotetisk set kunne en tilsynsværge holde øje med Mitzi Nelsons mobiltelefoni ved at kontrollere, om hun for eksempel opdaterer Facebook eller andre sociale medier fra en mobilenhed. Her vises nemlig et mobil-ikon ud for brugere, som er online på de sociale medier på deres telefon.

Det er dog et 'long-shot'.

Men ikke desto mindre har den kontroversielle dom sat fokus på faren ved at køre bil, mens man roder rundt med mobiltelefonen.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere