Apple og Samsung holder fredsmøde

Patentkrigen mellem Apple og Samsung raser i forskellige retssale verden rundt, men nu vil topbosserne sætte sig ned og snakke om sagerne

Apple og Samsung indleder forligsforhandlinger for at sætte en stopper for den verserende patentkrig mellem de to elektronikgiganter.
Apple og Samsung indleder forligsforhandlinger for at sætte en stopper for den verserende patentkrig mellem de to elektronikgiganter.

Apple og Samsung har efterhånden sagsøgt hinanden i over 20 forskellige retssale i over 10 forskellige lande. Apple anklager Samsung for at råkopiere designet og ideerne bag iPhone og iPad, og Samsung har slået igen med egne søgsmål, der anklager Apple for at krænke Samsungs mange patenter.

Nu har Apples topdirektør, Tim Cook, og Samsungs ditto, Gee-Sung Choi, indvilliget i at sætte sig ned og prøve at forhandle sig til en løsning. Det er distriktsdomstolen i Californien i USA, der har mæglet fredsmødet på plads, og de to parter har aftalt at mødes indenfor de næste 90 dage i San Francisco.

Forligsforhandlingerne vil blive ledt af en dommer, og lur os de to topdirektører ikke også får selskab af hver sin hær af advokater.

LÆS OGSÅ:Apple taber millioner på patentkrig

Apple var klar til atomkrig
Det paradoksale i sagen er, at Apple og Samsung er tætte samarbejdspartnere når det kommer til udvikling og produktion af Apples produkter, og størstedelen af den elektroniske indmad i iPhone og iPad kommer fra Samsungs fabrikker.

Det er værd at påpege at blot fordi de to firmaer har besluttet at sætte sig ned og forhandle, så betyder det ikke, at de finder frem til en hurtig løsning. Da Steve Jobs stadigvæk var i live, lovede han at indlede en ’termonuklear’ krig mod Googles Android-platform, som Samsung bakker stærkt op om.

Det ser dog ud til, at Tim Cook har en lidt mere pragmatisk tilgang til sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere