Samsung afslører ny tablet-computer

Galaxy Tab 2 (10.1) er blevet afsløret dagen før Mobile World Congress løber af stablen i Barcelona – er udstyret med Android 4.0

Samsungs nye Galaxy Tab 2 (10.1) kommer med Androidu 4.0 og, hvad der angiveligt bliver en fornuftig pris. (Foto: Samsung)
Samsungs nye Galaxy Tab 2 (10.1) kommer med Androidu 4.0 og, hvad der angiveligt bliver en fornuftig pris. (Foto: Samsung)

BARCELONA, SPANIEN: I sidste uge annoncerede Samsung sin nye 7-tommer tablet-computer, Galaxy Tab 2, og i dag kan du så få lidt mere Galaxy, hvis du ikke synes at syv tommer er nok til at tilfredsstille dig.

Koreanerne har nemlig netop afsløret Galaxy Tab 2 (10.1), der i bund og grund er den samme maskine, blot med 10,1-tommer skærm med 1280 x 800-pixel opløsning.

Du får en ikke-specificeret 1-gigahertz dualcore-processor, en gigabyte hukommelse og enten 16 eller 32 gigabyte lagerplads, alt efter model. Der er plads til MicroSD-kort, så du kan udvide lagerpladsen med op til 32 gigabyte.

Maskinen kommer med nyeste udgave af Android, nemlig version 4.0, der er blevet udstyret med Samsungs egen TouchWiz-brugergrænseflade.

LÆS OGSÅ:Googles smartbriller bliver klar i 2012

Højttalere og Samsung-logo på fronten
Der er et 3-megapixel kamera på bagsiden, et VGA-kamera på fronten til videochat, og derudover får du også Bluetooth og Wi-Fi. Galaxy Tab 2 (10.1) kommer også i en model med indbygget 3G.

Designet ligner hvad vi før har set fra Samsung, men nu er højttalerne flyttet op på fronten – antageligvis for at tilfredsstille Apples advokater, der har jagtet Samsung verden rundt og sagsøgt elektronikgiganten for at lave grej , der kopirer designet fra iPad og iPhone.

Samsung Galaxy Tab 2 (10.1) lader ikke til at være en decideret topmodel, hvilket prisen forhåbentlig også vil afspejle. Samsung har dog endnu ikke afsløret, hvad Tab 2 (10.1) kommer til at koste. Den er 9,7 millimeter tyk, vejer 588 gram, og du kan nok godt regne med at finde den ude på butikshylderne i løbet af næste måned.

Ekstra Bladet er i Barcelona til Mobile World Congress over de næste par dage, og vil rapportere hjem om alt det nye grej, der vises hernede.

0 kommentarer
Vis kommentarer